Fortsæt til indhold
USA

1000 mennesker observeres for ebola i USA

Den amerikanske regering holder øje med eventuelle symptomer hos op mod 1000 amerikanere.

Fredag udpegede den amerikanske præsident Barack Obama den erfarne embedsmand Ron Klain som leder af landets indsats imod spredning af ebola i USA.

Udnævnelsen kommer som reaktion på at flere og flere amerikanske nødhjælpsarbejdere er kommet en eller anden form for observation, særligt dem, der var involveret i behandlingen af den liberiske statsborger Thomas Eric Duncan, der døde af ebola d. 8. oktober på Texas Health Presbytarian Hospital i Dallas.

I alt er omkring 1.000 mennesker under en eller anden form for observation eller blevet bedt om at holde tæt øje med symptomer, skriver Los Angeles Times.

Ud af de 1.000 er en omkring en håndfuld i karantæne, og yderligere en lidt større gruppe er under tæt observation - bl.a. ved at få taget temperatur minimum én gang om dagen.

Der er imidlertid ingen af de omtrent 1.000 mennesker, der endnu har udvist tegn på at være smittet med ebola, siger talsmand Tom Skinner fra det amerikanske institut for folkesundhed, Center for Disease Control and Prevention (CDC), til Los Angeles Times.

Fredagen bød på en enkelt episode med én af de 1.000 personer på CDC’s liste.

En kvindelig ansat fra Texas Health Presbytarian blev således sat i isolation på et krydstogtsskib, efter at skibet blev nægtet tilladelse til forankre sig ved øen Cozumel ud for Mexicos kyst.

Kvinden har ikke udvist tegn på at være smittet, og sagen skal blot tolkes som et udtryk for, at de amerikanske myndigheder er særligt opmærksomme på smittefaren i forbindelse med udlandsrejser, forklarer Tom Skinner.

”Der er yderligere to personer ud af de 75 fra hospitalet, der har været rejst ud af landet, men de er nu tilbage. Ingen af dem er syge eller har været syge,” siger Tom Skinner.

Artiklens emner
Ebola