Terrorist fik 14 års fængsel
En 52-årig pakistaner hjalp med planerne om et voldsomt terrorangreb i København. »Krysteragtig,« siger dommer.
Hans venner kalder ham kærligt for doktor Rana.
Men den 52-årige pakistanskfødte canadiske statsborger kommer ikke til at se meget til sine venner lige foreløbig.
Torsdag aften dansk tid blev Tahawwur Hussein Rana idømt 14 års fængsel ved den føderale ret i Chicago for sin medvirken til de mest alvorlige islamistiske terrorplaner mod Danmark.
»Det er mit håb, at dommerens afgørelse sender en klar besked til alle, der planlægger angreb og til alle, der hjælper med disse planer - både her og på den anden side af Atlanten: I vil blive holdt ansvarlig for jeres handlinger,« siger Cory B. Nelson, ledende specialagent fra forbundspolitiet FBI’s kontor i Chicago.
Anklagemyndigheden havde bedt om 30 års fængsel, mens forsvarene mente, at Rana skulle slippe med ni år.
Hovederne ud af vinduet
Under en tre uger lang retssag forrige sommer blev Rana kendt skyldig for sin medvirken til planlægningen af et massivt terrorangreb mod Jyllands-Postens daværende kontorer i København som hævn for de omstridte Muhammed-tegninger.
Ved angrebet skulle journalister og andre i bygningen dræbes, og deres afhuggede hoveder skulle kyles ud af vinduet for at »tiltrække mest muligt opmærksomhed«. Der var også planer om at angribe for eksempel Hovedbanegården eller andre centrale dele i København.
»Det er svært at forstå, hvordan en intelligent person som Rana kunne blive involveret i så krysteragtig en plan,« sagde dommer Harry Leinenweber torsdag i Chicago, ifølge Chicago Sun-Times.
Angrebet i Danmark blev forpurret, før det blev forsøgt gennemført.
Ven står til livstid
Rana blev også fundet skyldig i at hjælpe terrorgruppen Laskhar-e-Taiba, der stod bag det såkaldte Mumbai-angreb i Indien i 2008, hvor 166 blev dræbt i løbet af tre døgns grusom terror. Han blev dog frikendt for direkte at være involveret i selve angrebet i Mumbai.
Det samme kan man ikke sige om Ranas tidligere bedste ven, den ligeledes 52-årige David Headley. I en særlig aftale med de amerikanske myndigheder har Headley lagt alle kort på bordene og erkendt, at han var med til at planlægge Mumbai-angrebet og kort efter udåden rejste til Danmark, hvor han begyndte planlægningen af et tilsvarende angreb mod Jyllands-Posten.
Headley selv får sin straf i næste uge, og han står til fængsel på livstid.
Ført bag lyset
Ranas advokater har igen og igen fortalt, at Rana blev ført bag lyset af Headley, og at enhver praktisk hjælp til Headley alene skyldes, at de to var nære barndomsvenner fra Pakistan.
I papirer til retten understregede de flere gange, at Rana var yderst velintegreret og en god far, der ofte gav penge til velgørenhed. Beviserne har dog talt mod Rana, der blandt andet - i en skjult optagelse - sagde, at de dræbte i Mumbai »fortjente« deres skæbne.
Der findes også optagelser, hvor Rana roser ideen om et angreb i Danmark.
Fik hjertestop i fængsel
Rana – der er uddannet militærlæge - har allerede siddet fængslet i tre år, heraf 13 måneder i isolation i et topsikret fængsel i det centrale Chicago.
Han fik et alvorligt hjertestop i sommer og lider desuden af i alt 18 andre helbredsproblemer, herunder kronisk nyresygdom, astma og hæmorider, oplyser hans forsvarer.
Anklagemyndigheden havde bedt om en straf på 30 år, men dommeren valgte blandt andet at følge forsvarenes indstilling om, at angrebet i København ikke havde til formål at skade den danske stat, men alene »det private selskab Jyllands-Posten«.
Desuden mente dommeren, at Rana – trods alt - alene havde en »mindre rolle« i sagen.
Efter flere års retssag og hundredvis af dokumenter og beviser var dommeren torsdag aften dog stadig forundret.
»Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Rana tænkte på,« sagde Harry Leinenweber torsdag.