Mand leder på 8. år efter sin fortid
Han blev fundet såret i en skraldecontainer, men husker intet fra før den skæbnesvangre nat.
Los Angeles
"Jeg ved ikke, hvordan jeg havnede der, og jeg har ingen erindringer om, hvem jeg er."
Sådan siger en mand, der i dag bliver kaldt Benjaman Kyle, og som de sidste otte år har ledt efter sin fortid og identitet.
Den opsigtsvækkende historie bliver i disse dage genfortalt i amerikanske medier, fordi der nu er lavet en dokumentarfilm om Benjamin Kyles jagt på minderne.
Efterladt i skraldecontainer
I 2004 blev han ifølge tv-stationen ABC News fundet nøgen og blødende i en skraldecontainer bag en Burger King-restaurant i Richmond Hill i Atlanta.
På hospitalet havde den ca. 60-årige mand på fornemmelsen, at hans fornavn var Benjaman, men derudover var alle minder fra fortiden slettet.
I fingeraftryksdatabaserne var der ingen spor efter den sårede mand, og uden et sygesikringsnummer gav det straks en række praktiske problemer.
"Jeg er usynlig"
For uden at kunne identificere sig selv, kan man hverken få nye identifikationspapirer, åbne bankkonti eller oprette et kreditkort.
Man kan ikke engang låne en bog på biblioteket.
”Basalt set eksisterer jeg ikke. Jeg er en talende mand, der går omkring, men jeg er usynlig for bureaukratiet,” siger han til den amerikanske tv-station.
Få spor
Trods omfattende medieomtale i 2008, hvor han medvirkede i flere tv-show, er det endnu ikke lykkedes at forvandle brudstykker fra fortiden til en sammenhængende fortælling.
Dna-prøver og gennemsøgninger i militærarkiver gav heller ikke noget gennembrud i sagen.
Benjaman Kyle genkaldte et par barndomsminder, som muligvis stammede fra et sted i staten Indiana, men nærmere kom han ikke sin fortid.
Efterlyst af FBI
Ved hjælp af en computer forsøgte man at skabe billeder af en yngre version af hovedpersonen, så venner og bekendte fra fortiden måske kunne genkende ham.
Benjaman Kyle figurerer i dag på FBI's liste over kidnappede eller savnede personer - som den eneste person, hvor man kender hans nuværende opholdssted.
Men lige lidt har det hjulpet.
Hjælp på internettet
Nu har den opsøgende mand imidlertid fået hjælp fra en filmmager, John Wikstrom fra Florida State University, som har lavet en dokumentarfilm om Benjaman Kyle.
Den 21-årige dokumentarist har på hjemmesiden findingbenjaman.com oprettet en underskriftsindsamling med en anmodning til Det Hvide Hus om, at Benjaman Kyle får et nyt sygesikringsnummer.
Håbet er, at det kan blive Benjaman Kyles første skridt på vej mod et nyt og mere bekvemmeligt liv.