Obama lægger afstand til Romney
Nye målinger efter konventer er dårligt nyt for republikanernes præsidentkandidat.
USA’s præsident Barack Obama kom tilsyneladende bedst ud af partiernes store konventer og er godt på vej til at lægge afstand til rivalen Mitt Romney.
Det viser de første målinger, efter at både republikanerne og demokraterne har gennemført deres storstilede partikonventer i henholdsvis Tampa og Charlotte.
Mere entusiasme
I en frisk CNN/ORC-måling, som blev offentliggjort klokken 22 dansk tid, foretrækker 52 procent af vælgerne Barack Obama, mens 46 procent foretrækker republikanske Mitt Romney.
På blot en uge er tilslutningen til Barack Obama steget fra 48 til 52 procent, mens Mitt Romneys opbakning er stagneret.
Målingen viser også, at der er sparket mere entusiasme ind i Obama-kampagnen, mens andelen af entusiastiske Romney-tilhængere tilsvarende er skrumpet den seneste uge.
Der er også godt nyt til Barack Obama i den første september-måling fra Gallup. Her foretrækker 49 procent af vælgerne den nuværende præsident mod 44 procent, som foretrækker Mitt Romney.
Langt udskilningsløb
I de foregående tre målinger fra august har de to kandidater ellers ligget stort set lige.
Mitt Romneys kampagnestab tager de friske procenttal med sindsro.
Lad nu være med at blive forgrebet af de seneste målinger. Nogle vælgere er fortsat lidt oppe at køre efter konventerne. Men de grundlæggende strukturer i valgkampen har ikke ændret sigNeil Newhouse fra Mitt Romneys kampagnestab
"Lad nu være med at blive forgrebet af de seneste målinger. Nogle vælgere er fortsat lidt oppe at køre efter konventerne. Men de grundlæggende strukturer i valgkampen har ikke ændret sig," siger Neil Newhouse fra Romneys kampagnestab.
Eksperter vurderer, at især kommende økonomiske nøgletal samt de politiske tv-dueller mellem Obama og Romney i oktober kan påvirke meningsmålingerne.
Præsidentvalget 2012, som falder sammen med valget til Senatet og Repræsentanternes Hus, finder sted den 6. november.
Præsidentkandidaternes opbakning
| Denne uge | Sidste uge | |
|---|---|---|
| Obama | 52 pct. | 48 pct. |
| Romney | 46 pct. | 48 pct. |
Kilde: CNN/ORC
Meget entusiastiske mht. at stemme i november:
| Denne uge | Sidste uge | |
|---|---|---|
| Demokrater | 59 pct. | 56 pct. |
| Republikanere | 57 pct. | 62 pct. |
Kilde: CNN/ORC
De registrerede vælgeres foretrukne præsident (Gallup)
| Obama | Romney | |
|---|---|---|
| September | 49 pct. | 44 pct. |
| 26. august | 47 pct. | 46 pct. |
| 19. august | 46 pct. | 46 pct. |
| 12. august | 45 pct. | 47 pct. |
Kilde: Gallup. Usikkerhedsmargin på plus-minus 2 procentpoint.