Rapper gjorde livet surt for Bush
Racisme-anklager fra rapperen Kanye West var noget af det værste, George W. Bush oplevede i sine otte år som Amerikas præsident.
I sin tid som præsident måtte George W. Bush gennemleve det største terrorangreb i Amerikas historie, en kontroversiel krig i Irak og beskyldninger om tortur på Guantanamo-basen i Cuba.
Men det var en racisme-anklage fra den amerikanske rapper Kanye West, der gjorde livet surt for den forhenværende præsident. Det fortæller han i et interview, der bliver vist på den amerikanske tv-station NBC.
Bush: Et modbydeligt øjeblik
Efter orkanen Katrina havde ramt New Orleans i 2005, kritiserede Kanye West nemlig den amerikanske præsident for ikke at gøre nok.
En stor del af sydstatsbyens berørte indbyggere var afroamerikanere, og under en live-udsendelse udtalte den verdenskendte rapper, at George W. Bush ikke bekymrede sig om sorte mennesker.
“Jeg blev vred over det, for det er ikke sandt. Og det var et af de mest modbydelige øjeblikke i min præsidentperiode,” siger George W. Bush i tv-interviewet og understreger, at han stadigvæk ikke forstår, hvorfor Kanye West valgte at udtrykke sig på den måde.
“Et er at sige, at “jeg ikke kan lide den måde, han håndterer sagen på”. Noget andet er at sige, at “den mand er en racist,” siger George W. Bush til den amerikanske journalist Matt Lauer.
På salgstur i USA
Interviewet er blevet lavet i forbindelse med, at han i næste uge udgiver sin selvbiografi “Decision Points”.
LÆS OGSÅ: FN: Undersøg tortur under Busch-regering
Den republikanske ekspræsident har ellers holdt meget lav profil, siden han i januar sidste år overlod Det Ovale Kontor til den nuværende præsident, Barack Obama.
Men i forbindelse med bogudgivelsen har han igangsat en større reklame-rundtur i de amerikanske medier.
Valgte ikke at gå i panik
I tv-interviewet fortæller han også, at han bevidst valgte ikke at gå i panik, da han den 11. september 2001 fik beskeden om, at det første fly havde ramt det ene World Trade Center-tårn.
På det tidspunkt befandt han sig i en skoleklasse i Florida, hvor eleverne var i gang med en højtlæsning. Selv om tv-kameraerne snurrede, valgte han at overvære resten af den godt fem minutter lange oplæsning.
“Jeg havde nok krise-erfaring fra min tid som guvernør i Texas til at vide, at lederens reaktion er afgørende for den første etape af en eventuel krise,” siger han i interviewet.
Overvejede at fyre “Darth Vader”
Tidligere på ugen kunne avisen New York Times fortælle, at han overvejede at skifte sin omdebatterede vicepræsident, Dick Cheney, ud med den republikanske senator, Bill Frist.
“Han (Dick Cheney, red.) blev opfattet som dyster og hjerteløs - regeringens Darth Vader,” skriver George W. Bush i bogen.
Dick Cheney, der blandt andet var en af hovedstrategerne bag invasionen af Irak, fik dog efter længere tids overvejelser lov til at beholde sin magtfulde plads under den amerikanske præsident.
“Jo mere jeg tænkte over det, des mere følte jeg, at Dick skulle blive. Jeg havde ikke valgt ham, fordi han skulle være en fordel for mig politisk set. Jeg havde valgt ham til at hjælpe mig med at udføre mit job. Og det var præcis det, han havde gjort,” skriver George W. Bush i “Decision Points”.