Orkan indleder langt, dødeligt angreb
Orkanen Florence har tabt styrke, og det har øget risikoen for større og længere oversvømmelser.
København/San Francisco
Orkanen Florence har indledt sit lange, langsomme og i værste fald dødelige angreb mod USA’s sydøstkyst.
Tilbageblevne indbyggere i North- og South Carolina begyndte torsdag at kunne mærke vinden og regnen, som er optakten til flere dage med en forventet katastrofal stormflod kombineret med historiske mængder nedbør.
Orkanen har de sidste dage tabt fart og er blevet nedgraderet fra en kategori 4-orkan til en kategori 2-orkan. Men amerikanske myndigheder har advaret om, at situationen stadig er ekstremt farlig og har opfordret folk til at evakuere, mens der stadig er tid.
»Bare fordi orkanen har tabt fart, bør ingen sænke paraderne,« sagde Brock Long, administrator for USA’s føderale beredskabstjeneste, Fema, ved en pressebriefing:
»Når orkanen nærmer sig, vokser vinden i styrke, og i løbet af nogle timer vil vinden presse vand op mod kysten og igennem vandløbene og udløse store problemer. Det er en meget farlig situation.«
I stedet for at gøre situationen bedre, ventes svækkelsen af orkan, der nu er sat til at gå i land sent fredag eller tidlig lørdag, at trække pinen ud ved at forlænge de voldsomme regnskyl og dermed forværre oversvømmelserne.
»Vejrsystemet pumper store mængder vand op fra havet. Det vil fortsætte i adskillige dage,« sagde Brock Long, mens North Carolinas guvernør Roy Cooper advarede om, at stormfloden kan blive på mellem 9 til 13 fod (3-4 meter):
»Det svarer til et toetagers hus. Titusinder af bygninger ventes at blive oversvømmet,« sagde han.
Orkan i monsterstørrelse
Indbyggere i områder langt væk fra orkanens bane er blevet varskoet om, at de heller ikke vil gå fri, hvilket siger en del. Vinde af orkanstyrke blev torsdag målt 130 km fra orkanens centrum, mens vinde af stormstyrke blev målt mere end 300 km væk.
Situationen har fået USA’s myndigheder til at opfordre mere end en million mennesker til at lade sig evakuere.