Fortsæt til indhold
USA

»Bedstefar, kom og hent os:« Mand havde børnebørn i røret, indtil de døde i flammerne

Brandchef advarer om, at Californien nu oplever brande, der er mere destruktive, større og spreder sig hurtigere, end delstaten nogensinde tidligere har oplevet.

SAN FRANCISCO

Ed Bledsoe, 76, besluttede torsdag aften at løbe nogle småærinder. Men han havde ikke været væk i mere end 15 minutter, før han blive ringet op af sin hustru.

Hendes stemme lød panisk.

Hun sagde, at den voldsomme Carr-brand, som har hærget i det nordlige Californien ved Redding, nærmede sig huset og bad ham komme hjem og hente hende og deres to børnebørn.

Bledsoe smed, hvad han havde i hænderne, og løb ud til bilen.

Der var allerede tæt trafik på vejene, fordi andre flygtede fra ilden. Derfor kom Bledsoe kom langsomt frem. Imens havde han familien i røret. Børnebørnene, James, 5, og Emily, 4, som parret havde taget sig af siden, de blev født, tryglede ham om at komme. Men han var ikke hurtig nok.

»Jeg talte med Junior i telefonen til han døde. Han blev ved med at sige, kom og hent mig, flammerne kommer ind af bagdøren. Kom og hent os. Emily sagde, jeg elsker dig bedstefar, og jeg sagde, jeg er på vej,« fortalte Bledsoe med en stemme, der ind imellem blev til gråd, i interviews med flere tv-stationer.

Historien er ikke bare hjerteskærende og tragisk. Den bevidner, hvor voldsom en brand, der er tale om, og hvor uforudsigeligt den har opført sig.

Branden havde været aktiv i flere dage, men skiftede torsdag pludselig retning, og det skete så hurtigt, at myndighederne ikke nåede at sende advarsler ud, før mange så flammerne igennem deres vinduer.

Jonathan Cox, en brandchef ved Californiens brandvæsen, opfordrer derfor folk til ikke at vente på, at myndighederne slår alarm og i stedet følge deres mavefornemmelse.

»Vi ser i brande i Californien, der er mere destruktive og større, og som spreder sig hurtigere, end vi historisk nogensinde har set. Vores budskab er derfor, at hvis du føler, at du kan være i fare, bør du forlade dit hjem. Denne brand eksploderede og spredte sig på en måde, som vi ikke har set før,« sagde Cox.

En veteranbil står udbrændt i et boligkvarter, som er brændt ned nær Redding i det nordlige Californien. Foto: Ritzau Scanpix/Gianrigo Marletta

Ifølge Bledsoe forsøge hans hustru at redde børnebørnene ved at svøbe dem og sig selv i våde tæpper. Hun lagde sig oven på dem som et ekstra skjold. Det var sådan, at brandfolkene senere fandt dem.

Branden har allerede destrueret omkring 1.000 bygninger og efterladt mere end 400 kvadratkilometer sortsveden bag sig. Det svarer til et areal, der fire gange så stort som Amager.

Sammenlagt er mere end 12.000 brandfolk i gang i hele Californien, der brænder flere steder.

Herunder er 3.300 sat ind mod Carr-branden, som nogle gange har spredt sig over arealer svarende til 24 fodboldbaner på bare én time.

Foreløbigt er kun 20 pct. af Carr under kontrol, og hvert procent har krævet tusinder af arbejdstimer, sagde Cox og mindede om, at Californien kun lige har taget hul på den traditionelle brandsæson.

»Så vi har meget arbejde foran os,« advarede han.

Seks personer er foreløbigt blevet dræbt i Carr-branden, herunder to brandfolk. Syv personer er meldt savnet.