CIA-vicedirektør: Kina vil erstatte USA som supermagt
Michael Collins har udtalt, at Kina lægger op til en kold krig.
Kinas mål er at erstatte USA som verdens ledende stormagt. Det har Michael Collins, der er vicedirektør for den amerikanske efterretningstjeneste CIAs østasiatiske missionscenter, udtalt på en konference i Aspen fredag.
Det skriver CNN.
»Ud fra deres betingelser og hvad Xi Jinping signalerer, vil jeg per definition mene, at det, de har gang i imod os, grundlæggende er en kold krig - ikke en kold krig, som er lig den, vi så under Den Kolde Krig, men en kold krig per definition. Et land, der udnytter alle muligheder for magt, lovlig såvel som ulovlig, offentlig og privat, økonomisk og militært, for at underminere sin rivals position i forhold til sin egen position uden at ende i en direkte konflikt. Kineserne vil trods alt ikke have en konflikt,« sagde Michael Collins på pressemødet, der omhandlede et voksende Kina.
Michael Collins skulle under konferencen redegøre for udviklingen mellem USA og Kina, og Collins' kommentarer stod da heller ikke alene, da både FBI-direktør Christopher Wray og direktør for USA's nationale sikkerhed, Dan Coats, har peget på Kina som den største trussel mod USA på nuværende tidspunkt.
Ifølge Collins er Kina i gang med at påvirke lande i hele verden og på sigt altså erstatte USA som en supermagt. Forholdet mellem USA og Kina har været anspændt i længere tid i høj grad på grund af handelskrigen.
Det er heller ikke uset, at USA viser en modvilje mod Kina. Fredag var den amerikanske præsident, Donald Trump, også ude med riven efter Kina på Twitter, hvor han beskyldte Kina og EU for at manipulere valutakurser.
»Kina, Den Europæiske Union og andre har manipuleret deres valutakurser og renter lavere, mens USA løfter renterne, og dollaren bliver stærkere og stærkere for hver dag - hvilket fjerner fordelen for vore store virksomheder. Som sædvanlig er det ikke en fair kamp,« lød det fra Trump i på det sociale medie.
Tweetet blev dog siden slettet og fik flere til at spekulere i, hvorvidt valuta nu er blevet en del af Trumps handelskrig.