Fortsæt til indhold
USA

Grædefærdige børn kalder på deres forældre ved grænsen til USA

En lydfil giver indsigt i forholdene ved grænsen mellem Mexico og USA.

»Jeg vil ikke have, at de stopper min far. Jeg vil ikke have, at de deporterer ham.«

»Far!«

»Far! Far!«

»Mor!«

Sådan lyder det fra flere grædende børn, før en amerikansk grænsevagt bryder ind:

»Jamen dog. Er det et helt orkester, som vi har her?«

Ovenstående er en udskrift en lydoptagelse foretaget af det amerikanske gravermedie ProPublica. Optagelsen er fra en af de facilliteter, som de amerikanske immigrationsmyndigheders råder over ved grænsen mellem USA og Mexico.

På nedenstående lydfil fra ProPubica kan man høre børn, der kalder på deres forældre, efter de er blevet adskilt af de amerikanke immigrationsmyndigheder. I klippet hører man også en seksårig pige, der desperat prøver at få lov at ringe til sin tante, som hun tror, kan hente hende.

Den er optaget lige efter en gruppe børn er blevet separeret fra deres forældre, men scenen, som udspiller sig i lydfilen, er langtfra enestående.

Flere end 2.300 børn er blevet separeret fra deres forældre ved grænsen mellem Mexico og USA i de seneste seks uger. Det skyldes, at Trump-administrationen har lagt en ny og hårdere linje over for illegale immigranter, som betyder, at alle voksne, der bliver taget i at krydse grænsen illegalt bliver fængslet, imens deres sag står på.

I lydklippet fra ProPublica kan man høre flere børn råbe så højt efter deres forældre, at de knapt nok kan få vejret.

Kritikken har været hård mod den nye immigrationspolitik, som er blevet kritiseret fra flere sider for at være inhuman.

Alle de nulevende tidligere amerikanske førstedamer dannede således mandag fælles front og kritiserede Trump-regeringens nye nultolerancepolitik over for illegale migranter. En kritik som den nuværende førstedame, Melania Trump, indirekte støttede via sin talskvinde, som udtalte, at Melania Trump »hader at se« familier blive splittet op.

Kritikken er også kommet fra flere kristne grupper, som normalt støtter Trump, og sågar pave Frans har været på banen. I et tweet skriver han, at alle børn skal have lov at lege, gå i skole og vokse op i fredelige omgivelser.

Trump-administrationen har til sit forsvar sagt, at regeringen ganske enkelt opretholder loven ved at retsforfølge alle voksne, som er skyldige i at krydse grænsen til USA ulovligt, og da det ikke er tilladt at fængsle børn, må de tages fra deres forældre.