Medie: Kina hackede amerikansk flådeleverandør og stjal tophemmelige data om undervandskrigsførelse
Ifølge USA er det en del af et bredere mønster i forbindelse med Kinas plan om at blive den dominerende militærmagt i Østasien.
SAN FRANCISCO – Kinesiske regeringshackere har brudt ind i computere tilhørende en privat leverandør til den amerikanske flåde. Her har de stjålet tophemmelige informationer om undervandskrigsførelse, herunder planer om at udvikle en supersonisk antiskibsmissil til amerikanske ubåde, skriver Washington Post.
Avisen citerer unavngivne kilder i det amerikanske forsvar. Angrebene mod den private leverandør, som arbejder for flådens undersøiske center for krigsførelse, fandt angiveligt afsted i januar og februar.
Sammenlagt tog hackerne 614 gigabyte materiale relateret til et projekt kaldet ”Sea Dragon” (Havdrage) - såvel som data indsamlet fra sensorer, radiokommunikation fra ubåde og kryptografiske systemer.
Den stjålne data var topfølsomt, selvom det blev opbevaret på leverandørens netværk, som ikke var særlig sikkert.
Ifølge amerikanerne er det en del af et bredere mønster, hvor Kina forsøger at overhale amerikansk militærteknologi men henblik på at blive den dominerende militærmagt i Østasien.
I februar sagde Daniel Coats, leder af USA's National Intelligence, ved en høring i kongressen, at størstedelen af sporede kinesiske cyberoperationer mod USA er rettet mod forsvarsleverandører og tech-selskaber, der understøtter regeringsnetværk.
Admiral Philip Davidson, som netop har overtaget ledelsen af USA Stillehavskommando, advarede ved sin indsættelseshøring i april også om, at Kina er i gang med at udvikle våben på en række platforme. Og hvad de ikke selv kan udvikle, stjæler de via cyberspace, sagde han.
Flåden har sammen med FBI iværksat en efterforskning af de stjålne informationer.