Fortsæt til indhold
USA

Omfanget af russisk politikers kontakter til USA’s våbenlobby kortlagt

FBI er i gang med at undersøge, om Kreml kanaliserede penge til NRA for at støtte Trumps præsidentkampagne.

SAN FRANCISCO – Kanaliserede Kreml illegalt penge til USA’s stærke våbenlobby, National Rifle Association (NRA), for at hjælpe Donald Trumps præsidentkampagne?

Spørgsmålet er ved at blive undersøgt af FBI, men forbliver indtil videre ubesvaret.

Men nu har radiostationen NPR via et Twitter-spor kortlagt, hvordan en fremtrædende russisk politiker over en seks år lang periode metodisk kultiverede sine kontakter med ledelsestoppen i NRA og derigennem også fik adgang til Trump.

Alexander Torshin, der i dag er vicechef i den russiske centralbank og ligeledes en fremtrædende figur i Vladimir Putins regeringsparti, Det Forenede Rusland, er en meget aktiv Twitter-bruger og tweetede flittigt om sine møder med NRA på russisk.

»Jeg kender D. Trump (igennem NRA). En anstændig person,« skrev han f.eks. i et tweet i november 2015, som reaktion på, at en komiker havde beskyldt Trump for at være racist.

Det Hvide Hus afviste sidste år til Bloomberg, at Trump nogensinde havde mødt Torshin.

Den russiske politiker har med tweets også dokumenteret sin deltagelse i de årlige NRA-konferencer mellem 2012 og 2016. Sidstnævnte konference fandt sted under præsidentkampagnen, hvor Torshin angiveligt gjorde flere forsøg på at mødes med Trump. Det er ingen beviser for, at mødet fandt sted, men CBS News skrev i november sidste år, at han mødtes med Donald Trump Jr.

I december sidste år kunne New York Times også rapportere, at en konservativ aktivist med forbindelser til Torshins rådgiver forsøgte at agere brobygger og lod Trump-kampagnen forstå, at Rusland søgte dialog og ville forsøge at bruge NRA-konferencen til at tage kontakt.

Torshins har også via sin strøm af tweets dokumenteret, at han personligt har mødtes med alle NRA-formænd siden 2012. Det var ikke bare tilfældige møder. I 2017 tweetede Torshin om en gave, som han havde taget med til den daværende formand Allan Cors og indikerede, at han havde et godt kendskab til Cors personlige interesser.

»Har købt en gave til NRA-formand Allan Cors. Kampvogne er hans favorit-emne,« twettede den russiske politiker sammen med et billede af en bog om kampvogne.

I slutningen af 2015 var flere NRA-repræsentanter også på besøg i Moskva, herunder sherif David Clarke, der er en af Trumps nære støtter.

NRA var en vigtig støtte til Trump under præsidentkampagnen. Organisationen brugte ifølge ABC News 11 mio. dollar på at støtte Trump og 20 mio. dollar på at modarbejde hans Demokratiske udfordrer, Hillary Clinton.

Det er ikke ulovligt for udlændinge at give penge til NRA, men det er i strid med føderal lov, hvis NRA har kanaliseret sådanne midler videre til valgformål.

Torshin, der er blevet beskyldt for at have kontaktet til den russiske mafia, er i Spanien blevet anklaget for at hjælpe den russiske mafia med pengehvidvaskning på Mallorca.

På dette billede fra 2004 ses Putin hilse på lederne i det russiske parlament. Alexander Torshin er den tredje person fra venstre. Foto: AP/ITAR TASS
Artiklens emner
NRA