USA

Mindst 17 døde i skoleskyderi i Florida: Mistænkt attentatmand identificeret

Den mistænkte drabsmand er en tidligere elev, som sidste år blev bortvist.

SAN FRANCISCO - Mindst 17 personer er døde og yderligere op mod 14 er sårede i et skoleskyderi onsdag eftermiddag på en high school i det sydlige Florida.

»Det smerter mig at sige, at 17 mennesker har mistet livet,« bekræftede den lokale sherif Scott Israel ved en pressebriefing.

»12 døde på skolen, to døde lige uden for skolebygningen, en døde på Pine Island Road og to døde på hospitalet,« fortsatte han og fortalte, at flere andre elever stadig bliver opereret for deres sår: »Det her er en forfærdelig dag. Bed for skolen, for byen og for de forældre, som har mistet.«

Tallet gør det til en af de mest dødelige skoleskyderier, siden 26 blev dræbt på en skole i Connecticut i 2012.

Mange af detaljerne omkring angrebet er uklare. Men en talsmand for Marjory Stoneman Douglas High School i byen Parkland har fortalt, at ansatte og studerende hørte, hvad der lød som skud kort inden, at det ringede ud fra sidste time. Derefter var der kaos. Skolen har over 3.200 elever og fordeler sig over 3. etager, og ingen vidste, hvor attentatmanden var.

Den mistænkte gerningsmand, der blev anholdt kort efter kl. 22 dansk tid, er identificeret som Nicolas de Jesus Cruz; en tidligere elev på 19 år, som skolen sidste år bortviste af disciplinære årsager.

»Han er drabsmanden. Han er i forvaring. Vi er i gang med at undersøge de hjemmeside og sociale medier, som han brugte, og det vi ser, er meget bekymrende,« lød det fra cheriffen.

Ifølge Channel 7 er Cruz tidligere kommet med trusler mod andre elever, og skolen har advaret om, at han ikke måtte komme ind på skolen med en rygsæk. En tidligere studerende, der kendte ham, sagde til journalister på stedet, at han havde set Cruz med våben: »Alle forudså det her.«

Under angrebet gemte mange elever sig i skabe eller i deres klasseværelser og sendte sms'er til deres ængstelige forældre, som ventede udenfor med mobiltelefonen i hånden.

En mor fortalte grådkvalt om oplevelsen. »Du læser om det. Du ser det ske andre steder. Men når det er i din baghave og dit barn, som gemmer sig, så rammer det hårdt. Det er en meget trist dag.«

En familie omfavner hinanden efter skoleskyderiet i det sydlige Florida på Marjory Stoneman Douglas High School. Foto: Wilfredo Lee/AP

Angrebet skete til trods for, at high schools i Broward har sikkerhedsvagter og gennemfører øvelser for at kunne håndtere sådanne situationer. Da brandalarmen gik, troede mange elever, at det var en øvelse.

»Men så hørte jeg fem brag, og vidste ... det her er ikke en øvelse,« fortalte en elev.

Præsident Donald Trump tweetede tidligere på dagen, at han beder for og kondolerer til familier til ofre for »det forfærdelige skyderi.«

»Intet barn, ingen lærere eller nogen andre bør nogensinde føle sig usikker på en amerikansk skole,« skrev præsidenten.

Skyderiet er kun den seneste i en lang række skoleskyderier i USA.

Alene siden nytår har der været 18, og de forfærdelige scener er nu blevet så normale, at amerikanerne knap reagerer på dem længere, skrev New York Times for et par uger siden

Marjory Stoneman Douglas High School med over 3.200 elever ligger i byen Parkland i Broward County nord for Miami.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Campingtendenser 2018: Vi skal lære at sige glamping
Eksperten Anne-Vibeke Isaksen fortæller om aktuelle campingtendenser og viser vej til nogle af de mest specielle og spændende campingpladser, det er værd at besøge i Danmark og Europa i 2018. 
Se flere
Fyld din bolig med stærke Wi-Fi-signaler
Måske skal du have en Mesh-router – i hvert fald hvis du har en stor bolig. Router-typen er det nye, hotte inden for trådløse netværk. Her hjælper vi dig med at sikre Wi-Fi ud i den fjerneste krog. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her