Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Israels førstedame tiltalt for bedrageri: Brugte statsmidler til gourmetmiddage

Efter længere tids forhandlinger står det klart, at Sara Netanyahu ikke slipper for at komme for retten.

Gennem længere tid forsøgte Sara Netanyahus advokater at undgå retten, men nu er der ikke længere nogen vej uden om.

Torsdag lød det fra det israelske justitsministerium, at premierministerens kone er tiltalt for at bedrageri. Fra 2010 til 201 3 skal hun således have bestilt gourmetmad udefra og til embedsboligen for over 100.000 dollars - penge, som hun lod staten betale.

Og det er ikke tilladt, hvis der samtidig er en kok ansat i boligen, hvilket Netanyahu-parret havde.

Ifølge tiltalen skal førstedamen være kommet med falske påstande om, at der ikke var nogen kok ansat. Også en tidligere højtstående embedsmand fra premierministerens kontor er tiltalt i sagen.

Rigsadvokaten gjorde det allerede i september sidste år klart, at man var ved at forberede en sag mod Benjamin Netanyahus kone, men siden har hendes advokater forsøgt at forhandle sig frem til et forlig.

Bl.a. skal førstedamen ifølge israelske medier have tilbudt at betale nogle af pengene tilbage og komme med en offentlig undskyldning, mod at hun slap for pletter på straffeattesten.

Ifølge Times of Israel brød forhandlingerne dog sammen, da Sara Netanyahu angiveligt nægtede at betale det fulde beløb tilbage og erklærede sig mere villig til at gå i fængsel end at betale beløbet og erkende sin skyld - en udlægning, som hendes advokater har benægtet.

Sara Netanyahu nægter sig skyldig, men det ændrer ikke ved, at Netanyahu-parret er blevet omdrejningspunktet for mistanker om bedrageri og korruption. I februar anbefalede politiet således, at rigsadvokaten rejser tiltale mod premierministeren i to andre sager. Den anbefaling har han dog endnu ikke taget stilling til.