Fortsæt til indhold
Europa

Passagerfly styrtet ned i krigszone

Katastrofe: Prorussiske separatister i Østukraine mistænkes for at have affyret et missil mod MH017, som forulykkede med mindst 295 om bord. Katastrofen kan give den internationale kritik af Rusland fornyet styrke, forudser en diplomat.

Henrik Thomsen, Jyllands-Postens korrespondent

LONDON

En ny tragedie ramte den internationale luftfart, da et malaysisk passagerfly med mindst 295 om bord torsdag eftermiddag styrtede ned i det østlige Ukraine tæt på grænsen til Rusland.

MH017 fra Malaysia Airlines blev tilsyneladende ramt af et missil, inden flyet forulykkede på en mark ved landsbyen Grabovo i nærheden af Torez kun 40 kilometer fra grænsen til Rusland.

Øjenvidner så mindst 100 lig spredt omkring krateret med det sønderrevne vrag, og ifølge ukrainske myndigheder er vragdele og omkomne fundet op til 15 kilometer fra nedstyrtningsstedet.

Den malaysiske Boeing 777-200 blev efter alt at dømme ramt af et russisk BUK jord til luft-missil affyret fra Donetsk-området, som er centrum for voldsomme kampe mellem ukrainske styrker og prorussiske separatister.

MH017 lettede fra Amsterdams Schiphol-lufthavn kl. 12.10 og var på vej mod Kuala Lumpur, da Malaysia Airlines mistede kontakten med flyet.

Ifølge de første oplysninger havde det 280 passagerer og 15 besætningsmedlemmer om bord, men senere meddelte det ukrainske indenrigsministerium, at »over 300 uskyldige er blevet dræbt – deriblandt 23 amerikanske statsborgere«.

Torsdag aften var det stadig uklart, om der var danskere blandt passagererne.

Fløj i 10 kilometers højde

Undervejs fra Amsterdam til Kuala Lumpur fulgte det malaysiske fly en international trafikkorridor i 10 kilometers højde, da det angiveligt blev skudt ned i ukrainsk luftrum.

Ifølge de ukrainske luftfartsmyndigheder havde Boeing-flyet ikke meldt om tekniske problemer, før det pludselig forsvandt fra radaren.

Ukraines regering og separatister i området giver hinanden skylden for nedskydningen, og ingen ville torsdag aften tage ansvaret.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, stemplede flykatastrofen som en terrorhandling, og på Facebook skrev en rådgiver for landets indenrigsminister:

»Terrorister i nærheden af Torez har netop nu brugt et BUK-missilsystem venligt leveret af Putin til at nedskyde et civilt fly.«

Separatisterne benægter imidlertid at stå bag og hævder ifølge nyhedsbureauet Associated Press, at den ukrainske regering selv affyrede missilet.

Andre separatister sagde til journalister, at et ukrainsk kampfly skød mod den malaysiske maskine. Den teori er de dog foreløbig alene med.

Både ukrainske styrker, de prorussiske rebeller i Østukraine og russerne selv råder tilsyneladende over de avancerede missiler, som affyres fra mobile enheder.

En reporter fra nyhedsbureauet Associated Press observerede tidligere torsdag et af de mobile BUK-affyringskøretøjer i nærheden af den østukrainske by Snizhne.

Ifølge eksperter kan kun de mest moderne missilsystemer ramme et fly i 10 kilometers højde. De russiske BUK-missiler har en rækkevidde på 22 kilometer.

En ekspert siger til BBC, at kun radarstyrede missiler har en chance for at træffe et mål på den afstand. Den britiske tv-station oplyste også, at de amerikanske myndigheder formentlig råder over satellitbilleder, der kan fastslå, hvor et missil blev affyret fra.

Et øjenvidne i Torez fortalte torsdag aften nyhedsbureauet Reuters, at der lød to eksplosioner, da flyet styrtede ned fra stor højde.

Eksplosion og skud

Et andet vidne forklarede, at han kørte på en mark med sin traktor og »hørte lyden af et fly og derefter en eksplosion og skud«.

»Jeg så flyet styrte mod jorden og knække over i to dele. Der stod en sort søjle af røg op fra stedet,« sagde vidnet til Reuters, som også rapporterede, at dele af en afbrækket vinge bar røde og hvide farver, som indgår i det malaysiske flyselskabs logo.

Ukraine har selv mistet flere fly i regionen.

Onsdag blev et jagerfly skudt ned – de ukrainske myndigheder hævder, at russerne stod bag – og tidligere på ugen blev et transportfly ramt med »et kraftigt våben«.

For en måned siden omkom 49 regeringssoldater, da et missil ramte et militært transportfly under indflyvningen til lufthavnen i Luhansk.

USA’s luftfartsmyndigheder advarede allerede i april amerikanske piloter mod at overflyve dele af det borgerkrigsramte Ukraine og Krim.

Ifølge amerikanske efterretninger flyder tunge russiske våben og andet udstyr ind over grænsen til rebellerne, og USA’s regering skærpede af samme grund sanktionerne mod Rusland i denne uge. Men regeringen i Moskva benægter, at Rusland yder støtte til oprørerne.

En tidligere britisk ambassadør i Moskva, Tony Brenton, sagde til BBC, at det ikke vil være overraskende, hvis mistanken rettes mod separatisterne.

»Det vil være meget skadeligt både for dem og deres russiske støtter. Russerne har utvivlsomt forsynet dem med våben, herunder næsten sikkert med antiluftskytsvåben, så Rusland vil meget sandsynligt blive inddraget, og det vil få styrken i den internationale kritik af Rusland til at vokse,« sagde den tidligere ambassadør.

Anden Boeing forsvandt

Det malaysiske fly – en Boeing 777-200 – var af samme type som det, der forsvandt sporløst den 8. marts i år under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing. Flyets skæbne har grebet flyentusiaster, teknikere, nørder, konspirationsteoretikere og fjernsynskiggere, som spekulerer over, om det blev kapret eller ramt af en eller anden form for ulykke.

Satellitoplysninger tyder på, at flyet med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer styrtede ned i det sydindiske hav, da det løb tør for brændstof.

Nedskydning af civile fly sker uhyre sjældent.

Den 1. september 1983 nedskød det sovjetiske luftforsvar et sydkoreansk passagerfly, KAL007, over Sakhalin, efter at flyet var kommet ud af kurs. Det sovjetiske luftforsvar troede fejlagtigt, at flyet indgik i en amerikansk efterretningsoperation.

Samtlige 269 om bord omkom. Flyet havde været undervejs fra New York til Seoul med mellemlanding i Anchorage i Alaska.

I 1988 blev 290 mennesker dræbt, da et amerikansk flådefartøj ved en fejl skød et iransk passagerfly ned.