Fotograf giver svenske betjente ret: Klipning af interview var uetisk

Fotograf fra omstridt film om Sverige tager afstand fra journalistens arbejdsmetoder.

Artiklens øverste billede
De svenske betjente Anders Göranzon (tv.) og Jacob Ekström stillede op til intevriew i kortfilmen "Stockholmsyndromet," men siger, at de svarede på noget helt andet end det, som bliver spurgt om i filmen. Screendump fra filmen.

To betjente fortæller tilsyneladende om, hvordan svensk politi ikke eftersætter biler, når de er kørt ind i de såkaldte no-go-zoner. De bekræfter, at antallet af skydevåben breder sig, og synes ligeledes at nikke ja til et spørgsmål om, hvorvidt volden i Sverige har spredt sig til byerne.

»Ja, mindst én eller to gange om ugen,« lyder det fra en af betjentene, uden at det står klart, hvad det er, som sker op til to gange om ugen.

De to betjente optræder i Ami Horowitz omtalte og omstridte film om Sverige "Stockholmsyndromet", som hele verden har stiftet bekendtskab med, efter at Trump henviste til den i en tale lørdag.

Svenske medier har faktatjekket oplysningerne om kriminalitets- og indvandringsproblemer i Sverige, som optræder i filmen, og i nogle tilfælde tilbagevist dem. Bl.a. omtaler Horowitz de såkaldte no go-zoner, hvor politiet afholder sig fra at færdes. Ifølge SVT har politiet dog understreget, at man netop i disse områder mener, at det er vigtigt med kontinuerlig tilstedeværelse. Journalisten taler også om et stigende antal voldtægter, efter at landet åbnede grænserne. Men tallene viser ifølge Aftonbladet, at antallet af voldtægter faldt med 12 pct. fra 2014 til 2015.

De to betjente, Jacob Ekström og Anders Göranzon, har kaldt journalisten »en galning« og sagt, at spørgsmålene er klippet ind efterfølgende. I virkeligheden svarede de på noget andet, lyder det.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Nu bakkes de to op af fotografen, som filmede interviewet. Til Dagens Nyheter siger Emil Marcszak:

»Jeg ville aldrig være stillet op, hvis jeg havde vist, hvor uetisk og useriøst, materialet ville blive klippet sammen.«

Emil Marcszak fortæller, at Ami Horowitz »gang på gang forsøgte at få betjentene til at holde med ham.«

»For at dobbelttjekke at mine erindringsbilleder er rigtige, har jeg gennemgået råfilmen, og den bekræfter betjentenes billede af hændelsesforløbet.«

Ifølge fotografen havde den amerikanske journalist en tydelig agenda.

»Jeg kan ikke bakke sådanne uetiske og useriøse arbejdsmetoder op og ønsker ikke at se mit eller betjentenes navn blive trukket igennem sølet,« siger han Dagens Nyheter.

Samme udmelding kommer fra fotografen Jacob Bjelfvenstam, som filmede interviewet med journalisten Annika Hernroth-Rothstein. Hun beskrives som en, der har dækket den mellemøstlige indvandring til Sverige. Det nævnes dog ikke, at journalisten også er jødisk aktivist. Hun skriver hovedsageligt for israelske medier.

»Jeg havde ingen anelse om, hvad han ville gøre med materialet. Jeg spurgte heller ikke, for jeg går ud fra, at folk er seriøse i deres erhverv. Men hele interviewet føltes unuanceret,« siger han til Dagens Nyheter.

Men samtidig med at "Stockholmsyndromet" afvises som stærkt overdrevet og ensidig, var der mandag aften optøjer i den udsatte Stockholm-forstad Rinkeby, hvor Ami Horowitz tilsyneladende blev overfaldet af unge under optagelserne.

Begivenhederne nåede ikke overraskende til både USA og Australien.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen