Tysk sharia-politi frikendt i retten
Det tyske forbud imod uniformer blev ikke brudt, da en gruppe mænd med orange veste patruljerede i gaderne for at forhindre muslimer i at feste og drikke alkohol.
BERLIN — Der blev ikke overtrådt nogen love, da en gruppe af mænd iført orange veste med ”Sharia-politi” skrevet på ryggen patruljerede i byen Wuppertal og forsøgte at forhindre muslimer i at feste og drikke alkohol.
Sådan lød dommen fra retten i Wuppertal. Det vakte ellers harme landet over, da patruljen i september 2014 gik gennem byens gader. Selv Tysklands kansler, Angela Merkel, udtalte, at »det er på ingen måde i orden«.
Forbud imod uniformer
Siden anlagde myndighederne i delstaten Nordrhein-Westfalen sag imod patruljen, hvor de blev tiltalt for at overtræde uniformforbuddet. Det er forbudt at gå med uniform i Tyskland, hvis uniformen kan opfattes som truende.
I anklageskriftet imod dem blev det anført, at de under rundturene krævede at blive behandlet som en art ordensmagt.
Men fra retten i Wuppertal lyder dommen, at der ikke blev begået noget ulovligt. Som begrundelse sagde dommerne ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel, at end ikke politiet oprindeligt havde set mændenes optræden som et brud på uniformforbuddet.
Anklagemyndigheden har dog allerede meddelt, at den vil appellere dommen. I sidste ende kan sagen nå helt til den tyske højesteret.
Salafist-prædikant
Myndighederne går ud fra, at den syv mand store gruppe blev anført af en af Tysklands mest fremtrædende salafist-prædikanter, nemlig den tidligere brandmand og konvertit Sven Lau.
Han er i forvejen på anklagebænken, fordi han er tiltalt for medvirken til terror. Bl.a. mistænkes han for at have opholdt sig i en træningslejr i Syrien og for at have hjulpet det islamistiske terrornetværk IS.
Hjemme fra Tyskland har han desuden ifølge vidner også hjulpet med at rekruttere jihadister til krigen i Syrien.