Løkke advarer mod populisme og simple løsninger
Statsministeren takker i en tale i Berlin Tyskland for at have »vist vejen« efter Anden Verdenskrig.
BERLIN — For godt 70 år siden var Danmark besat af Tyskland, men søndag var statsminister Lars Løkke Rasmussen hovedtaler i Berlin ved en mindehøjtidelighed for bl.a. faldne soldater fra Anden Verdenskrig – og blev hyldet for sine ord om, at man skal lære af fortiden.
Den såkaldte Volkstrauertag er en årligt tilbagevendende begivenhed, men det er første gang, at en dansk regeringschef er inviteret i en central rolle. En af grundene er netop Besættelsen, en anden er, at mange tyske flygtninge søgte mod Danmark, forklarer Maurice Bonkat fra foreningen Volksbund, som står for højtideligheden. Desuden er et kommende flygtningemuseum i Oksbøl interessant, siger han.
Statsministeren trak i sin tale tråde tilbage til krigen, men syntes også at kommentere forholdene i dag. Han takkede Tyskland for at have »vist vejen« ved efter krigen at have »overvundet de dæmoner, der har plaget vort kontinent i århundreder«.
Europa som en kraft for det gode
Men, tilføjede han, Europa må »aldrig mere blive blændet af forsimplede løsninger og populisme«.
»Vi europæere må støtte ofre for konflikt og undertrykkelse over hele verden. Europa har formidable kræfter til sin rådighed, når det gælder om at være en kraft for det gode,« sagde Løkke Rasmussen.
Statsministerens afvisning af populisme kommer efter tirsdagens valg af Donald Trump som USA’s næste præsident og pres fra EU-fjendtlige partier i mange europæiske lande.
Ifølge Løkke Rasmussen gælder det om at sørge for »vore borgeres sikkerhed« og »tage deres bekymringer alvorligt – vise, at vi fortjener deres tillid«.
»Nationalisme og proteknionisme bliver falske symboler for håb,« mente statsministeren i sin omkring et kvarter lange tale.