»Den gamle politiske klasse er slidt op«

PARIS — I seks måneder har Spanien ikke haft en regering. Under det seneste valg, den 20. december, satte mange vælgere nemlig deres krydser ved to helt nye partier, venstrefløjspartiet Podemos (Vi kan) og centrum-højrepartiet Ciudadanos (Borgere). Det rykkede så meget rundt på det politiske landskab, at partierne ikke siden har været i stand til – eller ønsket – at danne en regering.

Og selv om der er parlamentsvalg søndag, kan der godt gå lang tid, før der bliver sendt en pilot ind i cockpittet. Meningsmålingerne tyder nemlig på, at resultatet vil være stort set det samme som i december.

Det generer ikke spanske Noria Castenada, 45, der forsker i arkæologi. Hun står og tager kopier i receptionen i det spanske hus, en slags kollegium, i Den Internationale Studenterby i Paris.

»Podemos og Ciudadanos er vigtige. Den gamle politiske klasse er slidt op,« siger hun og henviser til, at magten i Spanien på skift er blevet fordelt mellem de konservative og socialisterne, siden landet gik fra at være et militærdiktatur til et demokrati for knap fire årtier siden.

»Der er noget forvirring lige nu, men det er et godt tegn. Det handler ikke kun om højre og venstre, realiteten er meget mere kompliceret end som så,« mener Noria Castenada.

Forlader Spanien

Egentlig ville hun heller være hjemme i Spanien.

»Jeg har min familie, min mand og datter på 10 år i Spanien. Men jeg arbejder i udlandet. Det gør mange spanske forskere.«

Det gælder også musikeren og komponisten José Lois Escriva, 31, der også er kommet ned i receptionen for at tage kopier:

»De nye partier er tegn på forandring. Spanien er i krise, både økonomisk og demokratisk,« mener han med henvisning til de omfattende korruptionsskandaler, som både har ramt de konservative og socialistpartiet.

»Jeg håber, der kommer et flerpartisystem i Spanien,« lyder det fra José Lois Escriva.

»Korruptionen blomstrer«

Og det er højst sandsynligt blot et spørgsmål om tid, før et nyt system får bidt sig fast, mener forfatter, journalist og kommentator Mercè Ibarz.

Hun mener, at de nye partier er resultatet af en slags generationsopgør imod den klasse af politikere, der overtog efter Francisco Franco, som styrede militærdiktaturet i Spanien fra 1939-1975.

»De gamle partier er korrupte. I dag er det sådan, at når folk får magt i det offentlige system, handler det om at rage penge til sig,« lyder det i telefonen.

I hendes analyse tæller opgøret ikke kun Podemos og Ciudadanos, men også den unge venstrefløj i uafhængighedsbevægelsen i den autonome og rige region Catalonien:

»Den kamp, der føres for selvstændighed i Catalonien, ville have været utænkelig for 10 år siden. Det samme gælder for Podemos,« forklarer hun med henvisning til, at Spaniens yngste parti er resultatet af, at vrede – indignerede – unge i 2011 begyndte at samle sig på Puerta del Sol-pladsen i Madrid for at demonstrere imod nedskæringer og arbejdsløshed.

»Det handler ikke kun om at være til højre eller venstre, det er også et generationsspørgsmål. Der er en frygtelig ungdomsarbejdsløshed. Unge i dag kan ikke være unge, som jeg var det.«

Politiske vanedyr

Foreløbigt har de folkevalgte tydeligvis svært ved at omstille sig til den nye virkelighed. Ingen, hverken nye eller gamle partier, har magtet at indgå et kompromis for at danne en regering.

Skulle der blive dannet en regering, vil det sandsynligvis, mener Santi, være en mindretalsregering bestående af det konservative regeringsparti Partido Popular (PP) med støtte fra Ciudadanos og socialistpartiet (PSOE).

Senest har den spanske net-avis Publico afsløret, at Spaniens indenrigsminister, Jorge Fernandez Diaz, har forsøgt at få en ansat i et antisvindel-agentur til at give ham informationer, som han ville bruge til at hænge sine politiske modstandere ud. Den sag vil ikke gøre det lettere for de to andre partier at slutte sig til ham.

En anden mulig alliance ville være socialisterne og Podemos. Men de to partier er uenige på en række områder, bl.a. er Podemos langt mere kritisk over for EU, end socialisterne er det.

Men vigtigst af alt ser de forskelligt på, hvordan landets problembarn, Catalonien, skal håndteres.

Podemos ønsker at lade den allerede autonome region afholde en folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien. Socialistpartiet vil give dem større autonomi, men ikke lade dem forlade Spanien.