Fortsæt til indhold
Europa

Polske demonstranter foretog djævleuddrivelse på avis

Der er åbenbart brug for mere end almindelig protest, når det gælder avisen Gazeta Wyborcza.

Weekenden stod i protesternes tegn i Polen, hvor op mod 50.000 demonstranter indtog Warzawas gader i protest mod regeringen og præsidenten, Andrzej Duda.

For, mener man, regeringen og Duda, sætter demokratiet på spil.

Det nye regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), som Duda tilhørte, indtil han blev præsident, har således vedtaget en lov, som giver partiet ret til at udpege de nye dommere i forfatningsdomstolen, selv om den tidligere liberale regering allerede havde godkendt fem andre kandidater.

De fem kandidater blev annulleret, og i begyndelsen af december tog Andrzej Duda så fem andre dommere i ed til landets forfatningsdomstol.

Forfatningsdomstolen kan blokere lovgivning, hvis den er i strid med forfatningen, men regeringen, som blev valgt i oktober, har allerede to gange ignoreret afgørelser fra domstolen.

Kritikere advarer om, at PiS forsøger at sikre sig fuld kontrol over forfatningsdomstolen og dermed er i gang med at sikre sig absolut magt.

Søndag så man dog en moddemonstration i Warszawa, arrangeret af PiS, som tiltrak omtrent det samme antal mennesker. Og samme dag marcherede omkring 50 personer mod redaktionslokalerne hos avisen Gazeta Wyborcza.

De havde ifølge AP medbragt et ikon med jomfru Maria samt et skilt, der lød »Rosenkranskorstog for Moderlandet«, mens de protesterede mod »mediernes løgne«.

Foran Gazeta Wyborcza, hvis bygning var udsmykket med et banner, der lød »Grundlov uden censur«, reciterede en præst en bøn, som bliver brugt til djævleuddrivelse, mens journalister fra avisen mødte demonstranterne med budskabet om at bevare det frie ord.

Avisen har været særdeles kritisk over for PiS, og chefredaktøren Adam Michnik er en tidligere dissident, der opfattes som et symbol for ytringsfrihed i Polen.