Ny rapport: Tjernobyl er blevet et paradis for dyr efter atomulykke
Fraværet af mennesker i den lukkede zone omkring Tjernobyl har tilsyneladende fået dyrelivet til at blomstre.
Menneskets tilstedeværelse i naturen er til større fare for dyrelivet end en atomulykke.
Det mener forskerne bag en ny rapport fra den lukkede zone omkring Tjernobyl-værket.
Her stortrives ulve, elge og vildsvin efter snart tre årtiers kronisk stråling. Selv sjældnere arter som den europæiske los er vendt tilbage til området sammen med den brune bjørn, der ikke menes at være set i nærheden i snart hundrede år.
Rapporten blev offentliggjort i Current Biology mandag og understøtter ikke tidligere studier, som har konkluderet, at strålingen har skadet omfanget af regionens dyreliv. Det skriver The Telegraph.
Menneskelig beboelse og udnyttelse af naturen har ødelagt dyrelivet mere end verdens værste atomulykke, konstaterer en af rapportens forfattere, professor i miljøvidenskab Jim Smith fra University of Portsmouth.
"Det er meget sandsynligt, at omfanget af dyreliv er meget større end før ulykken. Det betyder ikke, at stråling er godt for dyrelivet. Bare at effekten af menneskelig beboelse inklusive jagt, landbrug og skovbrug er meget værre," siger han.
Omkring 116.000 mennesker blev evakueret fra den ca. 4.200 kvadratkilometer store zone omkring Tjernobyl ved eksplosionen i 1986. Ulykken tog livet af adskillige ansatte og hjælpearbejdere og førte til høje strålingsdoser, som i de følgende uger og måneder havde markant effekt på dyrenes helbred og reproduktion.
Efter at have analyseret tidligere og indtil nu upublicerede indsamlinger af dyrespor og flytællinger fra hviderussiske myndigheder og forskere, mener forfatterne bag den nye rapport dog ikke, at ulykken har haft langvarig effekt på dyrepopulationen.
"Tjernobyl forårsagede meget skade på mennesker. De sociale og økonomiske problemer var enorme. Hvis du sætter det til side - hvis du kan sætte det til side - er det svært at argumentere for, at det virkelig har skadet økosystemet som helhed," siger Jim Smith.
Forskerne mener, at antallet af dyr var lavere før ulykken end nu, fordi området var relativt præget af industri, landbrug og jagt. Selvom strålingen godt kan have haft negativ effekt på dyrene, har det ikke været nok til at skade deres antal, bemærker Smith.
Antallet af elge og vildsvin faldt hurtigt efter Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne. Imens steg antallet i den lukkede zone. Forfatterne vurderer desuden, at ulvepopulationen er omkring syv gange større i denne zone i sammenligning med andre nærliggende, uforurenede reservater.
Det er ifølge Jim Smith resultatet af, når man tager mennesker og dermed jagt ud af ligningen.
I november sidste år satte forskere 42 kameraer op langs den ukrainske side af zonen. Et af kameranerne har flere gange fanget glimt af den sjældne Przewalski-hest, som er uddød i naturen. En bestand på ca. 1.000 heste på verdensplan er reetableret ved hjælp at udsætningsforsøg.
Den danske zoolog Anders Pape Møller sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, hvorfor den indsamlede data gennem årtier har ligget hengemt. Han argumenterer for, at udviklingen i populationen i virkeligheden bare er et tegn på, at dyrelivet generelt klarer sig bedre i Europa.
"Store pattedyr er vokset i antal de seneste årtier over det meste af Europa. Så Tjernobyl skiller sig ikke ud. Det interessante spørgsmål er, om stigningen er højere end i f.eks. Tyskland, Frankrig eller Skandinavien," siger han til The Guardian.
Selv har han undersøgt regionen siden 1991 og publiceret rapporter om strålingens negative effekt på insekter og fugle i Tjernobyl. Han mener ikke, der er grund til at tro, at resultaterne er anderledes for andre dyr, og han er ikke den eneste kritiske røst.
Den nye rapport indeholder ikke nyt om, hvilken effekt strålingen har haft på dyrenes helbred. Derfor er mere research påkrævet, mener professor Tim Mousseau fra University of South Carolina.
Han understreger over for BBC, at rapporten kun gælder for større pattedyr og ikke for dem, der udgør majoriteten af dyrelivet, og som ikke i samme grad påvirkes af menneskelig tilstedeværelse - fuglene, smådyrene og insekterne.