Fortsæt til indhold
Europa

Ekspert: Tyskland har brug for masser af flygtninge

Flere tusind migranter forventes i dag at krydse grænsen til Tyskland og Østrig. Og det er der god brug for, mener ekspert.

De første migranter og flygtninge er strømmet over grænsen fra Ungarn til Tyskland og Østrig, efter landene fredag aften blev enige om at hæve bommene. Som en engangsforestilling, slog Østrigs kansler, Werner Faymann, dog fast via Facebook:

»På grund af den kritiske situation ved den ungarske grænse er Østrig og Tyskland blevet enige om i dette tilfælde at lade flygtningene fortsætte deres rejse til deres lande,« skrev han.

»Nu må vi se,« siger tyskekspert, Moritz Schramm, lektor i tysk på Syddansk Universitet.

Han fornemmer, at der i Tyskland lige nu er en udbredt åbenhed lige nu, hvor det store flertal ønsker flygtninge velkommen. Ikke kun affødt af en historisk dagsorden, hvor man føler, at man skal hjælpe, fordi man sammenligner flygtningestrømmen både med flugten fra Østtyskland i slutningen af 80'erne og jødernes flugt under Anden Verdenskrig. Det er ganske lavpraktisk, siger han:

»Helt banalt regner man med, at Tyskland i løbet af de kommende 10 år får 6,5 mio. færre hænder til rådighed på arbejdsmarkedet, så der er et kæmpe behov for indvandring. Et stort flertal af tyskere synes ifølge aktuelle meningsmålinger, at vi skal hjælpe de mange flygtninge, der kommer til Tyskland af humanitære grunde. Men der ligger også den helt pragmatiske dagsorden om, at det her er en chance for Tyskland på længere sig. Der er efter min mening ingen seriøs meningsdanner, der er i tvivl om, at det kan være en stor chance, hvis man får integreret de her mennesker hurtigt.«

Han understreger, at flere studier har vist, at vores nabo mod syd har behov for en nettoindvandring på en halv mio. mennesker om året, for at følge med udviklingen.

»Det er et kæmpe tal, vi taler om,« siger han, men pointerer samtidig, at det er en enorm udfordring:

»Man taler om flere mia. euro, der skal sættes af til det her nu, men det er man tilsyneladende parat til.«

Ifølge lektor ved Institut for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, Gerd Battrup, kan beslutningen fra Tysklands og Østrigs side om at åbne grænsen, få betydning for den fri bevægelighed. Der er nemlig udbredt uenighed om, hvordan flygtninge skal fordeles medlemslandene imellem.

»Det skærper vel yderligere modsætningerne mellem EU15 og de nyere medlemsstater. Det, som konflikten i EU i øjeblikket drejer sig om, er at få gennemført de aftaler, der allerede er omkring fordeling af flygtninge, blandt de medlemsstater der ikke har et retsligt forbehold. Det er slet ikke kommet på plads endnu,« siger hun og henviser til de 40.000 flygtningen som EU-kommissionen allerede i maj foreslog at fordele mellem EU-landene.

Tallet er steget siden da, og nu lægger kommissionen op til, at 160.000 flygtninge skal fordeles på medlemslandene. Tyskland og Frankrig vil have en tvungen fordeling, men det er alle ikke enige i. Særligt Central- og Østeuropa er afvisende:

»De gamle medlemsstater vil kræve af de nye, at de går ind og påtager sig et ansvar. At have åbne grænser baserer sig på et solidaritetsprincip, og det må de leve op til,« siger hun.

Beslutningen om at åbne den tyske og østrigske grænse mod Ungarn får ingen betydning for Danmark på kort sigt, mener Moritz Schramm.

»Jeg tror ikke, at konsekvenserne lige nu bliver, at alle de her flygtninge kommer til Danmark. Absolut ikke. Men på længere sigt er det klart, at vi står over for en situation, hvor der kommer hundredtusindvis af flygtninge til Europa, og så er spørgsmålet, hvordan Danmark vil forholde sig til det. Så længe man har den holdning, at enhver flygtning er et problem, vil det være en kamp at holde de her mennesker ude af Danmark. Der skulle man måske ændre sit syn på det og hjælpe lidt mere,« siger han.