Angela Merkel bryder tavsheden pr. stedfortræder: "Tyskland tillader ikke, at flygtninge bliver truet af alkoholiserede skrålhalse"
Politikerne valfarter til det seneste eksempel på det ulmende fremmedhad: byen Heidenau i Sachsen.
Det er blevet konstateret for længst.
Delstaten Sachsen har en ganske særlig position i Tyskland, når det gælder de højreradikale kræfter.
Det blev senest bekræftet i weekenden, hvor der tre nætter i træk var uroligheder omkring et planlagt flygtningecenter i byen Heidenau i netop Sachsen, tæt på Dresden, hvor den islamkritiske bevægelse Pegida havde stor gennemslagskraft.
Balladen startede fredag, hvor omkring 1.000 personer - både højreekstremister og såkaldte "bekymrede borgere", blandt dem familier med børn - deltog i en demonstration for at forhindre, at en større gruppe asylansøgere flyttede ind i et nedlagt byggemarked samme dag. Her skal i alt 600 flygtninge efter planen bo, men i første omgang havde man arrangeret tilflytningen af 250 fredag.
Demonstrationen udviklede sig voldeligt hen mod aften, da nogle hundrede af demonstranterne forsøgte at blokere indgangen til byggemarkedet, og flere blev såret under sammenstød mellem politi og demonstranter.
Først hen mod midnat kunne blot 93 flygtninge få adgang til deres midlertidige bolig.
Lørdag troppede adskillige højreradikale atter op ved flygtningecentret, men blev mødt af moddemonstranter. Endnu en gang kom det til sammenstød, da de højreradikale, som ifølge tyske medier i mange tilfælde var stærkt berusede, forsøgte at storme centeret.
Samme dag flyttede endnu en gruppe flygtninge ind i byggemarkedet.
Og søndag var den så gal igen. Denne gang skete sammenstødet mellem de højreradikale og en række venstredrejede grupper.
I alt blev 30 betjente såret i løbet af weekenden, som har fået tyske politikere til at valfarte til Heidenau for at udtrykke deres fordømmelse, ligesom man nu har valgt at opføre en sikkerhedszone omkring flygtningecenteret.
Lørdag var det byens borgmester, Jürgen Opitz fra CDU, som tog ned til byggemarkedet og fortalte pressen, at det hele var gået meget hurtigt, og at han først havde fået besked om de kommende tilflyttere tirsdag og havde informeret borgerne onsdag.
Fredag var vrede borgere kørt forbi borgmesterens hjem og havde malet ordet "folkeforrædere" på husmuren, men Opitz understregede, at majoriteten af hans borgere ikke er imod asylansøgerne. Ikke desto mindre måtte han til sin sorg konstatere, at der dog var heidenauere, der havde deltaget i demonstrationen dagen før.
Søndag besøgte Sachsens ministerpräsident Stanislaw Tillich fra CDU byen sammen med adskillige andre kollegaer fra delstaten. Efter en times tid i det tidligere byggemarked stod han frem for pressen og sagde, at alle sachsere har en "humanitær pligt" til at møde mennesker fra andre lande med "respekt":
"Her er der nul tolerance over for disse voldsforbrydere," lød det.
Mandag var dagens besøg endnu en tak op ad den politiske rangstige, da vicekansleren Sigmar Gabriel fra SPD troppede i Heidenau, hvor han understregede, at borgmesteren skulle have så meget støtte som muligt og fastslog:
"De typer, som har udbredt sig her de seneste dage, må man ikke give én millimeter."
Også landets indenrigsminister, Thomas de Maizière, tog afstand fra urolighederne i Heidenau i utvetydige vendinger.
Men hvor var forbundskansler Angela Merkel, lød spørgsmålet, som bredte sig på de sociale medier, hvor hashtagget #merkelschweigt (Merkel tier, red.) fik luft under vingerne.
Mandag eftermiddag brød hun endelig tavsheden, men overlod det til talsmand Steffen Seibert at ytre sig for hende:
"Det er frastødende, hvordan højreekstreme og nynazister forsøger at udbrede deres uintelligente hadbudskab ved et flygtningecenter. Og det er skammeligt, hvordan borgere, sågar familier med børn, er med til at understøtte balladen gennem deres medløberi," lød det.
Og:
"Tyskland tillader ikke, at flygtninge, hvis svære livssituation alle bør tænke nærmere over, bliver modtaget med hadefulde paroler eller truet af alkoholiserede skrålhalse."
Om Heidenau nu også kan forvente et besøg af kansleren, vides endnu ikke, men borgmesteren har udtalt, at han håber, at hun kommer i overmorgen.
I sidste uge kom det frem, at Tyskland kan forvente at modtage 800.000 asylansøgere, inden året er omme. Samtidig har der været en voldsom stigning i antallet af angreb mod flygtningecentre.
Flere af dem er sket i Sachsen, hvor nationalistpartiet NPD traditionelt har stået stærkt, men der er tilfælde af brandstiftelse eller andre typer af angreb over hele landet.
Flygtningepresset har fået tyske politikere til at råbe højt om, at der er behov for en fælles EU-asylpolitik. Mandag fremlagde Sigmar Gabriel og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier - begge fra SPD - en 10-punktsplan for en sådan politik i en kronik i Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Samme dag mødes Frankrigs præsident, François Hollande, og forbundskansler, Angela Merkel for at drøfte, hvordan Europa skal håndtere problemstillingen.