Fortsæt til indhold
Europa

800.000 udlændinge presser Tyskland

Asylsøgere og migranter: Politi og politikere siger, at grænsen er nået i Tyskland. Andre lande bør træde til, mener landets indenrigsminister.

Michael Kuttner, Jyllands-Postens korrespondent

ROSENHEIM

Tyskland kæmper med at håndtere de op mod 800.000 asylsøgere og migranter, som ventes til landet i år.

I Rosenheim i det sydlige Bayern, der for mange asylsøgere er indgangen til forbundsrepublikken, blev der alene i de to første uger af august registreret 4.800 tilrejsende. Det er mere end i hele 2013.

»Vor kapacitet er opbrugt, vi kan jo ikke lægge dem i lag,« siger chefkommissær Rainer Scharf fra forbundspolitiet i Rosenheim, som er på størrelse med Aabenraa, i en samtale med Jyllands-Posten.

Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, gør opmærksom på, at man i øjeblikket modtager over 40 pct. af samtlige asylsøgere i EU.

»Vi kan klare det i år, men vi kan ikke klare det permanent. Det er for meget,« mener de Maizière, som er en af forbundskansler Angela Merkels nærmeste fortrolige; ifølge de Maizière bør asylsøgere fordeles mere ligeligt blandt EU’s 28 medlemmer.

De Maizière har også foreslået, at man for nogle asylsøgere ser på den ydelse, de modtager, mens de venter på afgørelsen om, hvorvidt de kan godkendes som flygtninge og blive i landet.

Den tyske forfatningsdomstol har fastslået, at ydelsen mindst skal svare til bistandshjælpen for almindelige borgere – i øjeblikket knapt 400 euro (3.000 kr.) om måneden.

Naturalier i stedet for euro

Ydelsen kan derfor ikke nedsættes, men de Maizière siger, at man bør overveje at udbetale en del i naturalier. Forslaget sigter især mod asylsøgere fra Balkan, f.eks. Kosovo og Serbien, der betragtes som sikre, og næsten alle sendes tilbage.

Partierne i Forbundsdagen har alle en grundlæggende positiv indstilling til asylsøgere, der godkendes som flygtninge.

Det samme gælder ifølge meningsmålinger et flertal i befolkningen, om end en betragtelig del af tyskerne er urolige over det store antal.

Et lille mindretal, navnlig i Østtyskland, bekæmper asylsøgere med vold. Der har været angreb mod optagelsescentre og deres beboere, hvilket er blevet kraftigt fordømt. Ifølge Merkel vil asylspørgsmålet snart præge EU-debatten mere end den græske krise.