EU-politiker får bøde for at sige "neger"
Et nyvalgt EU-parlamentsmedlem fra højrefløjen kom med "nedladende og racistiske" udtalelser.
Polakken Janusz Korwin-Mikke har ikke været medlem af EU-Parlamentet i mere end et par måneder, men han har allerede gjort sig selv mere end almindeligt uheldigt bemærket.
Korwin-Mikke, som er leder af partiet "det nye højre", er blevet frataget 10 dagdiæter til en værdi af 3.040 euro - godt og vel 22.500 kr. - for at kalde unge arbejdsløse europæere for "Europas negre" under en parlamentsdebat i juli om ungdomsarbejdsløshed.
Jeg finder hans udtalelser nedladende og racistiske, og det strider imod de værdier og principper, EU er bygget på.Martin Schulz
EU-parlamentsformand Martin Schulz har idømt Korwin-Mikke straffen, fordi den polske politiker nægtede at ændre eller omformulere sin udtalelse.
"Jeg finder hans udtalelser nedladende og racistiske, og det strider imod de værdier og principper, EU er bygget på," siger Martin Schulz i en meddelelse, hvori han forklarer den økonomiske straf.
Janusz Korwin-Mikke har nu 14 dage til at appellere beslutningen, som han ikke lægger skjul på, at han mener, er forkert.
"Jeg brugte ordet neger, og jeg ser ikke noget galt i at bruge ordet neger. Mit mål var at parodiere teksten 'kvinder er verdens negre' som en reference til en sang af John Lennon og Yoko Ono," udtaler Korwin-Mikke ifølge polske medier.
Hos organisationen "SOS mod racisme" er man tilfreds med, at Martin Schulz har sanktioneret politikeren. Ikke mindst fordi man sammen med det europæiske netværk mod racisme, ENAR, har kaldt på sanktioner mod parlamentarikeren for bemærkningen, som man kalder for "dybt bekymrende".
Janusz Korwin-Mikke er langt fra en ukontroversiel karakter. Han er tidligere blevet citeret for at sige, at "demokrati er åndssvagt", og under sit kandidatur til EU-Parlamentet gjorde han klart, hvad hans og partiet Kongresu Nowej Prawicys ambition med valgperioden ville være:
"Vi vil sælge grunden, hvor Europa-Parlamentet ligger og lave det om til et bordel," sagde han ifølge EU Observer.
Derudover er hans parti kendt for at ville afskaffe de fleste skatter, fratage kvinder retten til at stemme samt ulovliggøre abort.