Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Reaktioner på det skotske valg

Et nej til et selvstændigt Skotland er en realitet. Her kan du se reaktioner på resultatet.

I takt med at resultaterne fra det skotske valg begyndte at tegne et klart billede af, at Skotland også i fremtiden skal forblive en del af Storbritannien, begyndte politikere at komme med reaktioner til forskellige medier og på Twitter.

Omkring klokken 6.30 skrev BBC, at valget nu var afgjort. Kort tid efter skrev den britiske premierminister, David Cameron, på sin Twitter-profil, at han ønsker Alistair Darling fra Labourpartiet tillykke med en god kampagne.

De har begge støttet, at Skotland skulle forblive en del af Storbritannien, og Darling sagde fredag morgen i en kort tale til sine tilhængere, at Skotlands beslutning om at forblive i unionen er en "meget betydningsfuld beslutning."

"Vi har valgt fællesskab frem for adskillelse," sagde Alistair Darling i talen.

Lederen af det britiske parti Liberale Demokrater, Nick Clegg, skriver at et nej ikke er lig med business as usual.

Da resultatet fra Skotlands største by, Glasgow, lå klart, var den skotske førsteminister Alex Salmond, der har været ja-bevægelsen førstemand, ude med et skulderklap til indbyggerne i Glasgow.

Da 30 ud af 32 valgkredse var optalte, stod Alexander Salmond frem på tv og erkendte sit nederlag. Men han understregede, at selvom Skotland ikke er løsrevet, så vil man stillet krav om mere selvbestemmelse til skotterne.

Et krav som den britiske premiereminister efterfølgende kommenterede i sin tv-tale.

"Jeg har lige talt med (SNP's leder), Alex Salmond, og takkede ham for en hård valgkamp. Jeg er meget glad for, at SNP vil slutte sig til forhandlinger om overførsel af flere beføjelser," sagde han.

En anden markant støtte til et selvstændigt Skotland er Nicola Sturgeon fra Skotlands Nationale Parti (SNP). Hun erkender, at partiet har lidt et nederlag ved torsdagens folkeafstemning om skotsk uafhængighed.

"Som tusinder af andre rundt om i landet har jeg bragt mit hjerte og sjæl ind i denne kampagne, og der er en oprigtig følelse af skuffelse, efter at vi var så tæt på at sikre et ja," siger hun ifølge BBC.