Fortsæt til indhold
Europa

Jøderne hører alarmklokkerne

Gyldent Daggry er et europæisk problem, advarer græske jøder.

Solveig Gram Jensen, Jyllands-Postens korrespondent

ATHEN

»Historien har endnu ikke givet sin endelige bedømmelse af Hitler.«

Ordene faldt under et tv-interview med Ilias Kasidiaris, der er talsmand for det græske parti Gyldent Daggry.

Sidste år sagde han også højlydt i Grækenlands parlament, at Holocaust ikke har fundet sted.

Partiet insisterer på, at det hører hjemme i kategorien af nationalistiske og ikke neonazistiske partier. Men hos Grækenlands jøder ringer alarmklokkerne.

»Der var antisemitisme i Grækenland før Gyldent Daggry, og den vil også være der bagefter. Men vi føler, at den er rykket tættere på,« forklarer Victor Eliezer, formand for paraplyorganisationen af jødiske foreninger i Grækenland, KIS.

»Før fandtes den ikke inden for selve det politiske system. Gyldent Daggry minder os om Hitlers ånd.«

Han roser den græske regering for at have smidt partiets top i fængsel, fordi der er mistanke om, at Gyldent Daggry er en kriminel organisation. Til gengæld hæfter man sig i foreningen ved, at regeringen nøler med en lov, der gør det ulovligt at benægte Holocaust. Ikke fordi jøderne frygter Gyldent Daggry:

»Vi tænker over det, men vi er ikke bange. Vi tror på, at vi har en alliance med alle de demokratiske indbyggere i Grækenland.«

Nazisterne glemt

Til gengæld har mange grækere glemt, mener Victor Eliezer, hvad der skete i Grækenland under Anden Verdenskrig.

Ifølge flere undersøgelser står Gyldent Daggry nemlig stærkt i byområder, hvor stort set hele lokalbefolkningen blev dræbt af nazisterne under krigen. Visse steder stemte 10 pct. af indbyggerne på Gyldent Daggry ved valget i 2012. På landsplan opnåede partiet knap 7 pct. af stemmerne.

Opbakningen hænger sandsynligvis også sammen med, at Gyldent Daggry regelmæssigt deler mad ud til de græskfødte indbyggere i de fattigste kvarterer.

Men det vil ikke sikre partiet opbakning i længden, mener KIS. Derfor er foreningen sammen med bl.a. Undervisningsministeriet begyndt at undervise om Holocaust, og skoleelever sendes regelmæssigt på besøg i Auschwitz.

Og, lyder advarslen til resten af Europa:

»Det ville være en alvorlig fejltagelse at tro, at Gyldent Daggry blot er et lokalt problem. Derfor er dette valg til EU-Parlamentet afgørende for demokratiet og stabiliteten i Europa. Hvis neonazisterne kommer ind, bør det politiske system gentænke sine reaktioner over for dem,« siger Victor Eliezer.