Syriske flygtninge kan blive i Sverige
Nu kan alle landets syriske flygtninge få permanent opholdstilladelse.
En tredjedel af Syriens befolkning på 21 mio. er fordrevet fra deres hjem, og flere end to mio. mennesker er nu flygtet ud af landet. En brøkdel af dem får nu en hjælpende hånd fra Sverige.
Som en konsekvens af urolighederne i det borgerkrigsramte Syrien har Sverige valgt at give permanent opholdstilladelse til alle syriske flygtninge i landet. Det oplyste den svenske udlændingestyrelse Migrationsverket i en pressemeddelelse mandag.
Ny praksis
Tidligere har de syriske flygtninge i Sverige været inddelt i to grupper, hvoraf cirka halvdelen har haft permanent opholdstilladelse. Den anden halvdel har fået lov at blive i landet i en treårig periode.
En flygtning, der blev vurderet til at være personligt forfulgt, kunne få permanent ophold. Flygtninge, der derimod var ofre for vilkårlig vold på grund af uroligheder i Syrien, måtte nøjes med en midlertidig opholdstilladelse. Den sondring bliver nu sløjfet.
"Hovedreglen i svensk ret er at give permanent tilladelse uanset sikkerhedsmæssige grunde. Migrationsverkets nye juridiske beslutning indebærer en overgang til hovedreglen," siger styrelsens fungerende juridiske chef, Fredrik Beijer, i en pressemeddelelse.
Konflikten fortsætter i lang tid
Beslutningen om at tildele samtlige af landets syriske flygtninge permanent opholdstilladelse skyldes, at Udlændingestyrelsen ikke ser tegn på, at situationen i Syrien bliver stabil i den nærmeste fremtid.
"Et scenarie, hvor regimet mister magten i landet, kan føre til langvarige stridigheder mellem rivaliserende grupper. Vurderingen er derfor, at konflikten vil fortsætte i lang tid fremover," siger Fredrik Beijer.
Ifølge den svenske avis Aftonbladet kan i alt 8.000 syriske flygtninge i Sverige, der før har haft tre års opholdstilladelse, nu kan se frem til en permanent af slagsen.
Samtidig kan de, der allerede har en permanent opholdstilladelse, søge om en familiesammenførsel.