Lange køer på den tyske autobahn
Få gode råd og køretider til motorvejene i Tyskland.
Der vil være tæt af biler på de sydgående motorvejene i weekenden. Så tæt, at FDM foreslår, at man beregner tre timer ekstra til at komme igennem Tyskland.
”Det her er den sidste store rejseweekend. Skal du sydpå, så kør i god tid, eller kør om natten,” siger feriekonsulent i FDM Frederik Valmin.
Han fortæller, at de værste tidspunkter på vejene i Tyskland er i dag fredag fra kl.14-19, lørdag kl. 11-18 og søndag kl. 14-20.
”Lørdag og søndag er store skiftedag for ferieboliger. Derfor vil der være ekstra mange på vejene i denne weekend, hvor ferien er startet i hele Europa,” siger han.
Stærk trafik på hovedårerne
Motorvejen til sydens sol og sommer går typisk via de tre tyske hovedårer: A1 i vest, A7 i midten og A9 i øst. Frederik Valmin forudser, at der vil være stærk trafik på alle tre hovedårer.
”Det er svært at sige, at der er god vej gennem Tyskland her i weekenden. Men hvis du kan vælge, så er det nok alligevel lidt bedre at tage A9 end af A7,” siger han.
Det allerbedste råd er ifølge Valmin at planlægge sin kørsel i forhold til de store trafikpukler.
”Har du ikke et bestemt tidspunkt, hvor du absolut skal være i Frankrig eller Italien, så vil jeg foreslå, at du helt venter med at køre til på mandag.”