Fortsæt til indhold
Europa

CO2-kvoter: Hedegaard advarer mod nej i parlamentet

Klimakommissæren advarer om, at Europa ikke har råd til at sige nej til opstramning af EU's CO2-kvotesystem.

Ritzau

I åbningsdebatten på EU-Parlamentets første møde i Strasbourg, sender klimakommissær Connie Hedegaard en advarsel til parlamentarikerne.

Siger parlamentarikerne tirsdag nej til at stramme op på den europæiske handel med CO2-kvoter vil systemet sammen, og det har Europa ikke råd til.

- Det her er en test. Verden kigger på, hvad vi er ved at gøre. Dette er en af de ting, hvor vi er førende i verden. Europa har brug for innovation nu, vores konkurrenter bevæger sig hastigt.

- Jeg tror ikke, at Europa har råd til at affærdige dette, siger Connie Hedegaard.

Lav efterspørgsel

En opstramning af kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene, men blandt andet på grund af den økonomiske kriser er efterspørgslen lav.

Det betyder, at gennemsnitsprisen for at udlede et ton CO2 i dag koster knap fire euro, mens forventningen var på 30 euro.

Kommissionen vil derfor trække 900 millioner CO2-kvoter ud af handlen og indsætte dem igen, når markedskræfterne har drevet CO2-priserne i vejret.

- I har et ansvar her i parlamentet. Vi skal undgå at tingene bliver endnu værre, mens vi finder på en mere langsigtet løsning.

- Alternativet er, at vi ikke har en fælles europæisk kvotepris, men et patchwork af 27 forskellige reguleringer, siger Hedegaard.

Dødt løb

Der er næsten dødt løb blandt de 754 parlamentarikere, og de seneste uger har både ja- og nej-siden været ude i en heftig lobbykampagne over for EU-politikerne.

Den konservative parlamentariker Bendt Bendtsen tror så meget på sagen, at han er villig til at gå imod gruppeledelsens anbefaling. Han stemmer for at trække kvoterne ud.

- Min bekymring er, at der er en risiko for at ETS-systemet kollapser, og at mange ønsker det. Sker det, får vi 27 nationale reguleringer. Og dermed er det op til det enkelte land at bestemme støtten.

Det nytter ikke noget at tro på, at hvis man bare siger nej, så får man billigere strøm, siger han.