Fortsæt til indhold
Europa

Josef F. er far til sine børnebørn

Dna-prøver bekræfter entydigt, at Josef Fritzl er bedstefar og far til sin datter Elisabeths seks børn.

Det fortæller østrigsk politi på et pressemøde.

Ifølge politichefen Franz Polzer står det også klart, at alle børnene er blevet født i den kælder, som Elisabeth Fritzl levede i i 24 år.

Politiet arbejder nu på at kortlægge fangernes liv.

"Vi vil følge op på muligheden for, at Josef Fritzl kan have haft andre lignende skjulesteder," siger Polzer.

Dagens testresultat bekræfter blot, hvad Josef Fritzl selv under politiforhør har tilstået, nemlig at han holdt sin datter indespærret i kælderen under sit hus i 24 år. Både før denne periode og under indespærringen har han voldtaget hende, hvilket altså resulterede i syv børn, hvoraf det ene døde kort efter fødslen.

Breve understøttede forklaring

Tre af disse børn stillede faderen i en kurv foran sin hoveddør med en forklaring om , at børnene var datterens. Forklaringen blev understøttet af breve, skrevet af Elisabeth Fritzl, hvori hun erkendte at børnene var hendes, men at hun ikke var i stand til at tage sig af dem.

Brevene var ifølge politiet skrevet under pres fra Josef Fritzl.

Fritzl og hans kone henholdsvis adopterede og tog de tre børn i pleje.

Faderen sendte brevene

Faderen havde tidligere forklaret politiet, at datteren var stukket af til en religiøs sekt.

Det skulle hun angiveligt have skrevet i et brev til forældrene. Flere gange har han bildt sin kone og myndighederne ind, at han modtog breve fra sin forsvundne datter, men dna-spor på bl.a. frimærket på et af disse breve viser, at Josef Fritzl selv har sendt brevet.

I forbindelse med indlæggelsen af Elisabeth Fritzls ældste datter, som blev alvorligt syg den 19. april, kom Josef Fritzl med endnu et brev, som angiveligt skulle være skrevet af datteren.

Her stod, at Elisabeth Fritzl så en mulighed for at vende tilbage til sin familie inden for et halvt år, og at hun ville tage sine børn på 19, 18 og 5 år med sig tilbage.

Se også: TV - her holdt han dem fanget i 24 år