Stasi-chefer hvidvaskes som sandhedsvidner

Hubertus Knabe går lige på:

»Jeg tager afstand fra Stasi-konferencen i Odense. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at Syddansk Universitet vil holde denne konference med de gamle Stasi-officerer.«

»Topfunktionærer fra DDR's diktatoriske regime tildeles roller som historiske eksperter. Ledelsesmandskabet fra det tidligere DDR's spionagetjeneste og hele undertrykkelsesapparat er samlet under det beskedne påskud, at der er tale om en videnskabelig konference.«

»I DDR-tiden ville jeg have sagt, at det var en vellykket aktiv foranstaltning for at påvirke offentligheden.«

Topmål af forstokkethed
»Jeg undrer mig virkelig over, med hvilken stædighed Thomas Wegener Friis (lektor, ansvarlig for konferencen, red.) gennemfører planen trods protesten i Berlin i sommer fra Stasi-ofre og andre forfulgte, da universitetet forsøgte at arrangere konferencen i den tyske hovedstad. Der er tale om et topmål af forstokkethed, som jeg sjældent har oplevet.«

»Hvis man vil vide, hvad Stasi-generalerne siger, kan man læse det i en lang række publikationer. Man kan også kontakte dem privat og interviewe dem som vidner om deres samtid og tage deres udtalelser til efterretning. Men man kan ikke tillade sig at give dem en offentlig talerstol, hvor de kan fremsætte deres propaganda.«

»Enten interviewer man dem privat og tager deres udtalelser til efterretning, eller man kan undlade at gøre dem til eksperter og diskutere med dem, hvilket også er problematisk.«

»Men når man ikke inviterer de historikere og andre, som virkelig har beskæftiget sig med Stasis topfolk ud fra et kritisk perspektiv - det kunne være Karl Wilhelm Fricke (publicist og udgiver af flere vær-ker om modstandsbevægelsen i DDR, red.), medarbejdere fra Birthler-Behörde (den tyske myndighed, der forvalter Stasi-arkiverne, red.) eller for den sags skyld min ringhed - til konferencen, så er der tale om et rent påskud når man kalder det et videnskabeligt arrangement.«

Stasi-folk som eksperter
»Nu er man med til at gøre disse Stasi-folk til historiske eksperter. Man medvirker til at bagatellisere DDR og Stasi-folkenes forbrydelser og til at viderebringe deres historierevisionistiske udlægning. De provokerende protester, som fremsættes i disse kredse, bliver gjort salonfæhige i en organiseret konference med forskere og videnskabsfolk.«

»Det er jo det, sagen drejer sig om. Som om man kunne forestille sig en konference, hvor man inviterede hele topholdet af nazistiske Gestapo-folk, lod dem træde op på podiet, diskuterede med dem, accepterede dem som eksperter og spurgte: ”Nåh, hvordan var det så i virkeligheden?”«

Hubertus Knabe fremsætter sin fordømmelse i sammenhæng, uden afbrydelse, stille og roligt, uden mindste tegn på ophidselse.

Så henter han en bog i reolen på sit kontor i det tidligere Stasi-fængsel Hohen-schönhausen.

Mens han taler om, at disse Stasi-officerer ikke har vist den ringeste skyldbevidsthed, finder han et indlæg fra Werner Grossmann, den sidste chef for Stasis udlandsspionage, i en bog om spioner i Vesten, ”Kund-schafter im Westen”, og læser op:

»Uanset grundene til forskellige reaktioner på dette bogprojekt er der grund til uindskrænket højagtelse og taknemmelighed over for alle tidligere spioner og agenter, uanset på hvilke områder de var aktive. I samhørighed vil vi fortsat stå ved deres side.«

»Altså,« siger Hubertus Knabe, »højagtelse for dem, der ville bringe demokratiet i Vesttyskland til fald. Høj-agtelse for dem, der arbejdede for socialismens, dvs. diktaturets, sejr.«

"Et bedre samfund"
»Denne indstilling er almindelig kendt. Den skal man ikke medvirke til at fremme propagandistisk. De ansvarlige for Stasi er stadig af den opfattelse, at alt, hvad de gjorde, var fuldstændig legitimt og i en god sags tjeneste. De ville bygge et bedre samfund op, men tier om, at de tvang et helt folk i fangenskab og udsatte dem for et eksperiment med en hidtil uovertruffen overvågnings- og repressionsmaskine. De indførte et magtapparat, som aldrig var legitimeret ved et frit valg.«

Hubertus Knabe er en alvorlig mand og mildt sagt ingen humørbombe. Det kan virke, som om han personligt er knuget af alle de grusomheder, han er stødt på som forsker i DDR's forbryderiske regime og dets håndlangere i Ministeriet for Statssikkerhed - de, der stiller op i weekenden i Odense.

Stasis forbrydelser bliver han dagligt mindet om, når han møder på sit kontor i det gamle fængsel og har udsigt ud over dette kompleks af et torturapparat, hvor politiske fanger blev afhørt og blev knækket. Fængslet blev også kaldt "tilståelsesfabrikken". Stasi og DDR-regimet ville have tilståelser.

Hubertus Knabe er meget optaget af - og forfærdet over - hvorledes de gamle Stasi-officerer har organiseret sig, bl.a. i en såkaldt "insider-komité", hvis devise er, at de kun har straffet kriminelle.

Han dokumenterer i en bog med titlen "Die Täter sind unter uns" (Gerningsmændene er midt iblandt os), hvorledes de i stigende grad lader høre fra sig.

Knabe satser på fakta i sin bog og taler ofrenes sag.

Bogen begynder med en sørgehøjtidelighed i november 2006. Markus Wolf, i mange år chef for udlandsspionagen og mand nummer to efter Stasi-chef Erich Mielke, blev båret til graven.

Talere tager afsked med ham som et »storartet menneske«, »Tysklands store søn«, og som »en mand af et rent hjerte«.

At han, den tidligere generaloberst, anførte agenturet for statsterror og var en af de centrale skikkelser i DDR's uretsstat, kunne man ikke erfare fra nogen af talerne. Det undrer næppe, og dog står det valgte eksempel symbolsk for gerningsmændenes evne til tavshed og fordrejelse, som Hubertus Knabe beskriver side efter side.

Odense-konferencen
Omfangsrigt og konkret fremlægger Knabe den fejlslagne juridiske oparbejdning af DDR.

Der er tale om en trist status. Og Knabe ser konferencen i Odense som en forlængelse.

Knabe ser det sådan, at trods talrige dødsdomme, trods hundreder af dræbte ved den indre tyske grænse og ved Berlin-muren, trods mere end 300.000 politiske fanger, trods vold og vilkårlighed, er kun 19 personer efter 40 års diktatur blevet idømt fængselsstraffe. Markus Wolf f.eks. slap til sidst med en betinget dom.

Knabe peger på, at i modsætning til Gestapo (det nationalsocialistiske regimes svar på Stasi) blev det forfatningsstridige Stasi aldrig erklæret som en forbryderisk organisation.

»En sådan politik, der så at sige udsteder en uskyldighedsattest til Stasi, er nødvendigvis med til at kalde topfolkene - som i Odense - frem i offentligheden,« siger Knabe.

Ofrenes mand
Knabe er ofrenes sagsforvalter. Han nævner deres navne i bogen og fortæller deres historier, såsom Michael Gartenschläger, Matthias Domaschk, Chris Gueffroy (det sidste offer ved Berlin-muren), alle ganske unge mænd, der blev mejet ned ved grænsen eller i DDR-fængsler.

Den opsigtsvækkende film "De andres liv" om en Stasi-officers forvandling, der vandt Oscar, har aktualiseret Stasis uvæsen.

»Hvad mener De om filmen ”De andres liv"?«

»Den har spillet en vigtig rolle til at fange det store publikum. Af den grund hilser jeg den velkommen. Den knugende atmosfære i DDR er ramt ganske godt, og afhøringsmetoderne illustreres rammende, men historien er dog for god til at være sand. Vi er ikke bekendt med, at en eneste Stasi-officer har skiftet side. Stasi forebyggede netop, at det skulle kunne ske. Ingen Stasi-officer - som i filmen - kunne både stå for den operative fremgangsmåde, aflytte, anholde og afhøre. Stasi havde opdelt hvert felt strengt for netop at forebygge, at en medarbejder skulle kunne blive mentalt påvirket og afhængig af et offer.«