Analyse: For Kreml er Vatikanet en ideologisk arvefjende

Ældgamle teologiske uenigheder spiller en rolle i forholdet mellem Vatikanet og Ruslands ortodokse kirke, men det handler også i høj grad om nutidig storpolitik.

Under pave Frans 1., der blev begravet lørdag, oplevede man et kortvarigt tøbrud mellem den katolske kirke og Moskva, men krigen i Ukraine har igen kompliceret situationen, og der hersker stor usikkerhed om, hvordan forholdet vil udvikle sig, når katolikkerne har valgt nyt overhoved.

Den afdøde pave, født i Argentina som Jorge Mario Bergoglio, lagde kirken i et mere liberalt spor end sin forgænger og fokuserede i høj grad på det voksende antal katolikker uden for Europa. Men Frans var mere en reformator end en revolutionær, har en russisk iagttager påpeget.

»Man skal snarere opfatte ham som en Vatikanets Gorbatjov end som en Che Guevara,« skrev Stanislav Minin, religionspolitisk kommentator hos Moskva-avisen Nezavisimaja Gazeta, med henvisning til den sidste sovjetleder Mikhail Gorbatjov.

Om efterfølgeren fortsætter den ofte forsigtige linje i internationale spørgsmål, er svært at spå om. I den topstyrede katolske kirke er det i høj grad paven, der definerer de overordnede sigtelinjer, og i Kreml har man ikke glemt, hvordan det gik i slut 70’erne og 80’erne, da polske Karol Wojtyla indtog embedet som Johannes Paul II.

Diktatoren Josef Stalin havde med spørgsmålet, »hvor mange divisioner råder paven over?« et par årtier tidligere gjort nar af katolikkernes gennemslagskraft. Men den polske pave demonstrerede kirkens magt over sindene. Paven blev en katalysator for kampen mod sovjetkommunismen i sit hjemland, hvor kirken spillede en vigtig rolle i miljøet omkring fagforeningen Solidarnosc.

Den polske massebevægelse inspirerede siden de fredelige revolutioner, der i 1989 og årene derefter gjorde en ende på kommunismen i Central- og Østeuropa.

Uenige siden 1054

Opgøret i 1980’erne var den mest dramatiske konfrontation mellem Vatikanet og Kreml i nyere tid, men det var langtfra første gang, at de to verdener stødte sammen.

Splittelsen mellem Moskva og dets kirke og den romersk-katolske kirke er mildt sagt ikke af ny dato.

”Det store skisma” kaldes bruddet i 1054 mellem østkirken, som havde sit hovedsæde i Konstantinopel (det nuværende Istanbul), og Rom. Mens katolikkerne i vest fastholdt loyaliteten over for det centraliserede kirkelige hierarki i Rom, udviklede de østlige, ortodokse kirker sig i nært samkvem med de politiske magthavere i de enkelte lande.

Den russisk-ortodokse kirke, hvis overhoved i dag er patriark Kirill, blev således holdt i stram tømme i zartiden og i særdeleshed under Sovjetunionen frem til 1991. Der var skarpe begrænsninger på de troendes muligheder for at udøve deres religion, og det kirkelige hierarki blev grundigt infiltreret af efterretningstjenesten KGB.

De seneste årtier har den ortodokse kirke gennemlevet en renæssance med bl.a. stor vækst i kirkebyggeriet overalt i Rusland, men kirken kontrolleres fortsat strengt af Kreml.

Efter Sovjetunionens opløsning forblev katolicismen en magtfaktor på Ruslands vestflanke – ikke mindst i Polen og i nogen grad i Ukraine, men i første omgang faldt spændingerne mellem de to kirker.

Fra Havana til Kyiv

Pave Frans forsøgte at gribe chancen til forsoning med Moskva-kirken, da han i 2013 overtog embedet. Det førte tre år senere til et historisk møde mellem den russisk-ortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill, og Frans i lufthavnen i Havana – det første møde mellem lederne af de to kirker.

Forholdet kølnedes dog snart igen: Det russiske storangreb på Ukraine i februar 2022 blev også her skelsættende.

Den ortodokse kirke lagde sig ud i overhalingsbanen, hvad angår storrussisk chauvinisme og bandbuller mod imaginære ”satanister” i Ukraine og Vesten, mens Vatikanet indledte en vanskelig balancegang.

Frans, der flere gange har mødtes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var ikke altid lige sikker på hånden, når han forsøgte at fordele ansvaret mellem konfliktens parter.

»De glammer ved Ruslands porte,« sagde han i 2022 om Natos angivelige rolle i at udløse krigen.

Det er ikke utænkeligt, at en ny pave vil skærpe tonen over for Kreml, men der er flere modstridende tendenser, der kan indvirke på forholdet mellem Moskva og Vatikanet.

En tendens er af ideologisk natur. Kremls forsøg på at placere sig som bannerfører for konservative kræfter internationalt har gjort den kirkelige højrefløj til et oplagt mål for russiske overtalelsesforsøg.

Det er folk som USA’s vicepræsident, J.D. Vance, – en af de sidste, der mødte pave Frans – man håber at få over på sin side. Vance, der er en skarp kritiker af Ukraine, konverterede til katolicismen så sent som i 2019.

En anden tendens handler om et fælles geopolitisk interessefelt. Romerkirken vokser uden for Europa, mens antallet af troende i Europa – kirkens traditionelle højborg – er svindende. Den globale katolicisme har fat i masserne i dele af det globale syd, som også er en vigtig målgruppe for Kremls propaganda.