Atomagentur kommer med alvorlig advarsel
Som ukrainske tropper rykker længere ind i Kursk-regionen, stiger frygten for, at kamphandlingerne vil bevæge sig hen til et af Ruslands største atomkraftværker. Sikkerheden på atomkraftværket lever ikke op til vestlige standarder, fortæller atomforsker.
Tirsdag rykkede Ukrainske tropper ind over grænsen til Rusland. Nu vokser frygten for, at kampene kan bevæge sig til Kurchatov, hvor et af Ruslands største atomkraftværker ligger.
Det internationale atomagentur, IAEA, advarer i en pressemeddelelse blandt andet om »potentielt seriøse radioaktive konsekvenser« som følge af de igangværende kampe i regionen.
De har også bedt Ukraine og Rusland om at udvise »maksimal beherskelse«. På nuværende tidspunkt er to af kraftværkets i alt seks reaktorer i drift.
Ifølge Reuters medførte et angreb, at bombefragmenter ramte et transformeranlæg og medførte strømstrømafbrydelser i Kurchatov, hvor kraftværket ligger.
Manglende sikkerhedsbarriere
Ifølge Bent Lauritzen, der er seniorforsker og centerleder på DTU Fysik, skal der meget til, før katastrofen er ude.
»Det er ikke nok (med strømafbrydelser red.). De fleste atomkraftværker vil have flere eksterne strømforsyninger, som hver for sig ville kunne levere strøm nok til at sørge for nedkøling af værket,« fortæller Bent Lauritzen.
Atomkraftværket i Kursk er den samme type som Tjernobyl-kraftværket. Der er dog lavet forbedringer i den type atomkraftværker siden ulykken i 1986.
Men en af de store forskelle mellem de vestlige og de russiske atomkraftværker er, at reaktorerne i vestlige atomkraftværker er omkranset af en metertyk betonmur ifølge Bent Lauritzen.
Det er de russiske ikke.
»Værket i Kursk har ikke den sikkerhedsbarriere, som vil forhindre, at en alvorlig ulykke kan få alvorlige konsekvenser,« lyder det fra Bent Lauritzen.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at sikkerheden omkring atomkraftværker i krigszonen har været til debat.
Den 4. marts 2022 tog russiske tropper kontrol med Zaporizjzja-kraftværket i det sydøstlige Ukraine, der er Europas største. Her beskadigede russiske bombardementer bygninger rundt om kraftværket, skriver CNN. Og så sent som søndag udbrød der brand på værket, der stadig er under russisk kontrol.
Branden blev mandag morgen meldt slukket, men årsagen er fortsat uklar. Alle værkets seks reaktorer er slukket, men den har stadig brug for konstant strøm for at undgå katastrofal nedsmeltning, skriver Reuters.
Atomkraftværket i Zaporizjzja har den samme type reaktor, som dem man bruger i vesten, fortæller Bent Lauritzen.
»De alvorlige ulykker, der er relevante for det kraftværk (atomkraftværket i Zaporizjzja red.) handler meget om tab af kølemiddel. Så vil der være risiko for en nedsmeltning som den, man så i Fukushima,« siger Bent Lauritzen.
Men med de russiske atomkraftværker som det i Kursk er det en anden historie, tilføjer han:
»Der er lavet forbedringer (siden Tjernobyl, red.), som skal forhindre ulykker under normal drift og ved hændelser. Men der er stadigvæk ikke sikkerhed, som lever op til de vestlige standarder.«