Eftersøgningen af forsvunden fransk to-årig er nu indstillet – politi frygter forbrydelse
Eftersøgningen af en forsvundet to-årig dreng i de franske alper er blevet indstillet, oplyser politiet.
Fransk politi indstiller nu eftersøgningen af den forsvundne to-årige dreng Emile, som har været savnet siden lørdag eftermiddag.
Det oplyser de franske myndigheder ifølge Sky News.
Drengen blev sidst set gå ned ad gaden nær hans bedsteforældres hus i den lille landsby Haut-Vernet i Alperne i Sydfrankrig.
Den fysiske eftersøgning blev allerede afsluttet onsdag, hvor fransk politi i stedet overgik til en undersøgelse af de mange oplysninger, de har indsamlet indtil videre, lød det.
Ifølge den lokale anklager Rémy Avon har eftersøgningen til lands og fra luften ikke givet nogle nævneværdige spor, der kan løse mysteriet om drengens forsvinden, hvorfor der fra onsdag ikke blive sendt flere eftersøgningsgrupper ud.
I en erklæring givet til nyhedsbureauet AFP sagde Remy Avon onsdag, at »den retslige efterforskning af årsagerne til forsvinden vil fortsætte, især ved at analysere den betydelige mængde information og elementer, der er indsamlet i løbet af sidste fire dage.«
Et korps af omkring 500 personer har de seneste dage bidraget med eftersøgningen af den to-årige på marker, i skove og huse i området omkring landsbyen uden held. Onsdag erkendte anklageren, at man havde meget få spor i efterforskningen af den lille drengs forsvinden, og en blodplet, der var blevet fundet i en bil og anset som et muligt spor, viste sig at stamme fra et dyr.
Efterforskerne i sagen mener, at det er meget usandsynligt, at den to-årige forsvandt af sig selv og peger i retning af, at der må være sket en forbrydelse. De vil dog ikke udelukke muligheden, »selvom denne sandsynlighed er meget lille.«.