Ceremonien er officielt i gang: Kong Charles III bliver kronet
Lørdag middag begyndte kroningen af kong Charles og dronning Camilla i Westminster Abbey i London. Dermed indledes et nyt kapitel i det britiske monarkis historie.
Lørdag overgår den britiske krone til kong Charles III. Det sker 70 år efter kroningen af hans afdøde mor, dronning Elizabeth.
Således markeres et nyt kapitel i det britiske monarkis historie, hvor den 74-årige konge skal føre det britiske kongehus ind i en ny og moderne tidsalder.
Ved middagstid startede en formel kroningsceremoni af kong Charles og dronning Camilla i Westminster Abbey i London. Ceremonien forestås af ærkebiskoppen af Canterbury og overværes af millioner mennesker verden over.
Her blev den nye monark anerkendt med ordene, »jeg præsenterer her kong Charles, jeres ubestridte konge«, hvorefter de fremmødte gjorde det samme med ordene »God Save The King«.
Omkring 2.000 gæster - herunder det danske kronprinspar - er inviteret til den historiske kroning, som forventes at vare to timer, hvor den nye konge gennemgår en række ritualer - herunder salvelse med hellig olie på hænder, bryst og hoved, der traditionelt set den mest hellige del af ceremonien, og som vil være skjult for offentligheden.
Herefter bliver kongen iklædt supertunika, en frakke af guldsilke inspireret af det byzantinske riges klæder, og i i kroningsstolen vil han få præsenteret en række regalier, heriblandt kroningskuglen som et symbol på hans kristne magt.
Til sidst anbringes Edwardskronen af massivt guld og med 444 ædelstene fra 1661 på hans hoved. Herfra følger en mere simpel kroningsceremoni af dronningen inden kongeparret vil køre i karet tilbage til Buckingham Palace med en eskorte på 4.000 militærpersoner, hvor kongen og dronningen vil modtage folkets hyldest fra balkonen.
Jyllands-Posten korrespondent dækker begivenhederne, og man kan løbende følge kroningen i vores liveblog.