Græsk kystvagt leder efter migranter fra to forlis
Næsten 60 personer menes at være savnet nær øen Evia, mens yderligere 12 savnes ved Samos.
Den græske kystvagt oplyser tirsdag, at den er engageret i to separate eftersøgninger efter migranter fra to forliste fartøjer.
En talskvinde for kystvagten siger, at næsten 60 personer menes at være savnet nær øen Evia. Deres fartøjer sank i et stærkt oprørt hav med vindstød på over 60 kilometer i tiden.
- En af vores patruljebåde reddede ni mænd, som havde reddet sig op på et klippeskær, siger talskvinden.
- Mændene sagde, at der havde været omkring 68 personer på deres båd.
En lignende eftersøgning er i gang nær øen Samos, hvor otte personer har været savnet siden mandag.
Fire migranter, som blev reddet, har sagt, at de var 12 personer i en gummiflåde, som kæntrede.
Grækenland, Italien og Spanien er mål for migranter på flugt fra Afrika og Mellemøsten. De flygter typisk fra fattigdom og konflikter og håber på sikkerhed og bedre leveforhold i EU-lande.
Den græske kystvagt siger, at den har reddet omkring 1500 personer op fra havet i årets første otte måneder. Hele sidste år reddede de færre end 600.
De græske myndigheder oplyser, at menneskesmuglere i dag ofte benytter sig af længere og farligere ruter længere mod syd og blandt andet sejler ud fra Libanon i stedet for Tyrkiet for at undgå EU’s patruljebåde i Det Ægæiske Hav.