Sådan reagerer verden på Macrons sejr
Flere statsledere ønsker Macron tillykke efter ny måling tyder på sejr til den siddende præsident.
Emmanuel Macron vandt ifølge de første officielle målinger 58,2 pct. af stemmerne i en afgørende runde af det franske valg.
Dermed tyder alt på, at Emmanuel Macron kan fortsætte som Frankrigs præsident fem år endnu.
Det vakte glæde hos flere.
»Kære Emmanuel Macron. Alle mine lykønskninger med Deres genvalg til præsident for Republikken. Jeg glæder mig til at kunne fortsætte vores fremragende samarbejde. Sammen kan vi bringe Frankrig og Europa fremad,« skriver formand for EU-kommissionen Ursula Von Der Leyen på sin Twitter.
Også den danske statsminister Mette Frederiksen var hurtig til at lykønske Frankrigs præsident via Statsministeriets Twitter-konto.
»Stort tillykke til Emmanuel Macron med genvalget. Frankrig er en vigtig europæisk partner for Danmark, og jeg ser frem til at fortsætte vores gode og konstruktive samarbejde.«
Også EU-præsident Charles Michel lykønsker den franske præsident med genvalget, skriver Ritzau.
Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen skriver på Twitter, at valget er en glædelig for alle bortset fra Kreml.
»Macrons genvalg er gode nyheder for Frankrig, Europa og verden. Kun Kreml ville have fejret en Le Pen-sejr. Europa skal nu forbyde al import af russisk olie og gas. Hvis vi er forenede, kan vi tvinge Putin til at afslutte sin barbariske krig,« skriver Anders Fogh Rasmussen.
Storbritanniens premierminister Boris Johnson skriver på sin Twitter.
»Tillykke til Emmanuel Macron med dit genvalg som Frankrigs præsident. Frankrig er en af vores nærmeste og vigtigste allierede. Jeg ser frem til at fortsætte med at arbejde sammen om de spørgsmål, der betyder mest for vores to lande og for verden.«