Genvalgt tysk præsident sender appel om fred til Putin
Den tyske præsident Steinmeier har som ventet fået genvalg søndag. Rollen som præsident er primært ceremoniel.
Frank-Walter Steinmeier er søndag blevet genvalgt som tysk præsident. En post, som han har de næste fem år.
Den 66-årige fik 1045 ud af 1437 stemmer i første valgrunde i Forbundsdagen.
Det oplyser Forbundsdagens præsident, Bärbel Bas.
Det var på forhånd ventet, at Steinmeier ville blive genvalgt. De tre partier i den tyske koalitionsregering havde alle forud for valget meddelt, at de ville støtte ham.
Også den konservative opposition har givet opbakning til Steinmeier.
Posten som præsident i Tyskland er i overvejende grad ceremoniel. Men det er præsidenten, som underskriver lovforslag, så de bliver til lov.
Samtidig er præsidenten ofte synlig både i Tyskland og uden for landets grænser, hvor præsidenten taler om aktuelle politiske sager.
Søndag holder Steinmeier sig da heller ikke tilbage fra at kommentere en højaktuel politisk sag: spændingerne i Ukraine.
- Jeg appellerer til præsident Putin: Løsn løkken om Ukraines hals og vær med til at finde en vej, der bevarer freden i Europa, siger han.
Han tilføjer, at det er Rusland, som bærer ansvaret for, at der er risiko for krig i Ukraine.
Socialdemokratiske Steinmeier er en politisk veteran med erfaring som vicekansler og udenrigsminister. Han har været præsident i Tyskland siden marts 2017.
I sin første periode som præsident har han fået ros for sin diplomatiske ageren under ture udenlands.
I den tyske befolkning er han vellidt. En nylig meningsmåling viser, at 85 procent af befolkningen mener, at han gør det godt i embedet.
Det er Den Føderale Forsamling, som har genvalgt Steinmeier. Den har 1472 medlemmer, hvis eneste funktion er at vælge landets præsident.
Halvdelen af medlemmerne er medlemmer af parlamentet. Den anden halvdel består af repræsentanter, som Tysklands 16 delstater har sendt til Berlin for afstemningen.
I år er træner for det fodboldlandshold Hansi Flick blandt de inviterede.
Tre andre kandidater var nomineret til posten, men var altså chanceløse over for den populære Frank-Walter Steinmeier.
/ritzau/dpa