Fortsæt til indhold
Europa

Et gidsel er nu frigivet

To fængselsvagter er blevet taget til fange af morddømte i fængslet Hällbyanstalten nær byen Eskilstuna ikke langt fra Stockholm. Et gidsel er frigivet efter gidseltagerne har fået pizza.

To indsatte har tidligere på dagen taget to fængselsvagter som gidsler i et svensk fængsel.

Nu er et gidsel frigivet.

Det bekræfter det svenske kriminalforsorg over for flere svenske medier. Der er endnu ikke offentliggjort detaljer om gidslets tilstand.

Midt på eftermiddagen onsdag begyndte en større politikaktion i fængslet, der beskrives som et af de sikreste fængsler i Sverige.

Det er selvfølgelig en meget alvorlig situation, som vi følger ekstremt nøje. Vi sørger for at få løst situationen så hurtigt som muligt
Stefan Löfven, statsminister i Sverige

Politiet blev tilkaldt 12.20 onsdag. Ifølge Aftonbladet havde de to indsatte forskanset sig i vagtrummet med to vagter.

De to indsatte er angiveligt bevæbnede med hjemmelavede våben. I form af tandbørster med fastgjorte barberblade. Gidseltagerne er desuden dømt for mord, har Kriminalforsorgen oplyst til en svensk avis.

En del af indsatsstyrken ankom i helikopter. Foto: Per Karlsson / Ritzau Scanpix

De to gidseltagere har fra begyndelsen ifølge tv-kanalen SVT stillet krav om en helikopter for at løslade de to fængselsbetjente.

Senere på dagen har de indsatte dog fremsat yderligere et krav. Hvis de 20 indsatte i deres fængselsafdeling får kebabpizza, vil de overveje at frigive et af de to gidsler.

Forhandlerne har imødekommet gidseltagernes ønske om pizza. Gidseltagerne har derfor frigivet et gidsel, efter leveringen af 20 pizzaer til fængslet.

Vagtrummet er kameraovervåget, oplyser sikkerhedsafdelingen for den svenske fængselstjeneste til Aftonbladet

»Lige nu arbejder vi på at få et klarere billede af situationen. De indsatte er dømt for alvorlig forbrydelse, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvad de er dømt for. Den svenske kriminalomsorgs forhandlere, taskforce og politi er på stedet, og situationen er fastlåst. Dette er en meget alvorlig hændelse,« siger fungerende sikkerhedschef Jörgen From Nordin til avisen.

Den svenske statsminister Stefan Löfven, der befinder sig i Norge, har den norske TV-station TV2.

»Det er selvfølgelig en meget alvorlig situation, som vi følger ekstremt nøje. Vi sørger for at få løst situationen så hurtigt som muligt,« siger Stefan Löfven.

Politiet blev tilkaldt 12.20. Foto: 11890 Per Karlsson/TT/Ritzau Scanpix

Politiet har angiveligt mellem fem og ti enheder på stedet.

Det er ikke første gang, der finder et gidseldrama sted i Hällbyanstalten i Eskilstuna. I 2004 tog to fanger en kvindelig fange som gidsel og truede hende med et hjemmelavet våben ind i et afsides rum.

Dengang frigav de to fanger frivilligt deres gidsel efter seks timers forhandling, skriver avisen Eskilstuna-Kuriren.

Der bor 98 fanger på Hällbyanstalten. Det svenske kriminalforsorg betegner fængslet som et af de sikreste i Sverige.

Fængslet har endnu ikke ønsket at kommentere på sagen.