Fortsæt til indhold
Europa

Er vaccineansøgning til EU mon gået galt i byen?

Det europæiske lægemiddelagentur hævder, at det aldrig har modtaget en ansøgning fra russisk vaccineproducent. Men ansøgningen er skam sendt, lyder det fra firmaet bag Sputnik V.

EU vil gerne se nærmere på den russiske vaccine. Men det kræver en ansøgning. Og den er endnu ikke kommet.

Sådan har forklaringen fra EU-systemet flere gange lydt. Men noget tyder nu på, at procedurefejl eller bureaukrati kan være årsag til, udrulningen af vacciner blandt europæerne bliver forsinket unødigt.

Onsdag skrev det europæiske lægemiddelagentur, EMA, således på Twitter, at det endnu ikke har modtaget en ansøgning om godkendelse af Sputnik V-vaccinen - trods påstande fra russisk side om det modsatte.

EMA gør opmærksom på, at man allerede har været i kontakt med russerne, og at man skam er interesseret i den russiske vaccine. Men uden en formel ansøgning kan man ikke komme videre i processen.

Svaret fra russerne lod ikke vente længe på sig. Således lød det kort efter fra Sputnik V på Twitter:

»Som svar på EMA’s erklæring om, at man ikke kan finde Sputnik V-ansøgningen, vedlægger vi modtagelsen af en sådan ansøgning 1379253 fra 29. januar 2021 nedenfor. 24 lande har allerede tilmeldt sig.«

Måske misseren skyldes, at russerne har indleveret ansøgningen i det forkerte datasystem. I hvert fald gør en Twitterbruger, Maureen Kenny, opmærksom på, at EU-systemet allerede for seks år siden ændrede procedure for, hvor virksomheder skal sende deres ansøgninger hen.

Hvem der end er skyld i forsinkelsen, er der tilsyneladende grund til at ærgre sig grundigt på EU’s vegne. For den russiske vaccine har i forsøg vist sig ganske effektiv. I sidste uge fremgik det af en analyse i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet, at den russiske vaccine efter to doser er 91,6 procent effektiv mod coronavirus. Det skrev nyhedsbureauet Reuters.

Der skulle angiveligt heller ikke være nogen uønskede bivirkninger ved vaccinen.

Hidtil har der fra flere sider været skepsis over for den russiske vaccine. Der har manglet gennemsigtighed i udviklingsprocessen, har kritikken lydt.

EU vil sandsynligvis stille som betingelse, at Sputnik V-vaccinen bliver fremstillet på en fabrik i et af medlemslandene. Her har Tyskland ifølge sundhedsminister, Jens Spahn, erklæret sig parat til at hjælpe Rusland med at skaffe produktionskapacitet i Europa.

En talsmand for EU-Kommissionen sagde således sidste tirsdag, at det er et af EU’s kriterier for at indgå en leveringsaftale med en vaccineproducent, skriver AFP.

Indtil videre er Sputnik V godkendt i en række tidligere sovjetrepublikker samt i lande som Venezuela og Iran, der regnes blandt Ruslands allierede. Også Sydkorea, Algeriet, Tunesien og Pakistan har blåstemplet vaccinen.