Fortsæt til indhold
Europa

»Brexit? Lad os nu ikke spolere en dejlig aften«: Merkel og Macrons barbesøg har vakt opsigt i Storbritannien

Den tyske og franske statsleder besøgte en bar efter Theresa Mays tale om brexit onsdag aften.

En enkelt øl kan skabe mange spekulationer og blive tillagt stor betydning.

I hvert fald hvis den bliver indtaget i et selskab bestående af den tyske kansler Angela Merkel og hendes franske kollega, Emmanuel Macron.

Og i særdeleshed hvis det sker i forbindelse med en kompliceret, historisk begivenhed som Storbritanniens udtræden af EU - den såkaldte brexit.

Onsdag var de europæiske statsledere samlet i Bruxelles, Belgien, for at diskutere det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien.

Undervejs holdt den britiske premierminister Theresa May en tale, hvor hun fremlagde sine planer for brexit, ligesom hun foreslog et nyt topmøde i Storbritannien, hvor aftalen kunne komme i hus.

Det sidste blev i første omgang afvist, mens flere statsledere siden har udtalt, at parterne ikke har nærmet sig hinanden i nævneværdig grad.

Det er særligt Storbritanniens fremtidige adgang til EU’s indre marked og grænsen til Irland, der er blandt stridspunkterne.

Men hvilken forbindelse har det så til de spekulationer, der er opstået på grund af en øl?

Efter mødet begav Emmanuel Macron og Angela Merkel sig tilbage mod deres hotel, da den belgiske premierminister, Charles Michel, inviterede dem ud på en bar sammen med sin kollega fra Luxemborg, Xavier Bettel.

»Det var helt impulsivt og meget afslappende,« siger én af Macrons medarbejdere, mens Charles Michel har udtalt:

»Det var virkelig hyggeligt. Vi er også bare mennesker«.

Ikke desto mindre vakte besøget stor opsigt, først blandt de øvrige gæster, og siden blandt de britiske medier.

»Merkel og Macron brugte mere tid på bar end på at lytte til Mays brexit-planer« lyder en overskrift i The Telegraph.

Andre medier har hæftet sig ved, at statslederne så ud til at hygge sig, mens Theresa May forlod topmødet alene - det bliver tolket som et billede på samhørigheden mellem de europæiske topledere over for en isoleret britisk premierminister.

Da Theresa May afholdt pressemøde i løbet af torsdag, bragte en journalist også hændelsen op:

»Du skuffede EU-lederne ved at komme uden nogen nye forslag. De tog endda ud for at få en øl uden dig. Hvad er det, der er gået galt?«.

Derudover fremhæver mange medier det citat, Angela Merkel leverede til en gruppe gæster på baren ifølge en kroatisk journalist, der også var til stede.

»Lad os nu ikke spolere en dejlig aften,« sagde hun, da de spurgte hende ind til brexit.