Fortsæt til indhold
Europa

20-årig med Downs syndrom løb hjemmefra med »legetøjsgevær« og blev skuddræbt af svensk politi

Ifølge moderen havde hun meldt ham savnet, men at politiet ikke havde ressourcer til at lede efter ham.

Det endte tragisk, da en 20-årig mand med Downs syndrom stak af hjemmefra nær Stockholm i Sverige.

Den autistiske mand var blevet meldt savnet af sin mor, men ifølge hende havde politiet ikke ressourcer til at lede efter ham.

Det forklarer moren, Katarina Söderberg, til den svenske avis Aftonbladet.

Torsdag morgen kort før klokken fire befandt han sig i Vasastan i det centrale Stockholm, hvor han angiveligt viste et våben frem til flere personer.

Ifølge svenske medier var der dog tale om et legetøjsgevær.

Politiet vurderede, at der opstod en »truende situation«, da de valgte at skyde mod den 20-årige mand.

Det bekræfter svensk politi.

Han blev senere erklæret død efter at være blevet ramt af politiets skud.

Inden da havde lægerne på Karolinska Sygehuset forsøgt at genoplive ham, men uden held.

»Vi er helt i chok og kan ikke forstå, at det er sandt,« siger Katarina Söderberg til Aftonbladet.