Fortsæt til indhold
Europa

Se billederne: Prins Harry sagde ja til sin Meghan omringet af Hollywoodkendisser og briter i brudekjoler

600 gæster var lørdag inviteret til kongeligt bryllup, og berømthederne var mødt talstærkt op.

Lørdag omkring klokken 13.30 dansk tid sagde den britiske prins Harry og den 36-årige amerikanske skuespiller Meghan Markle et afgørende ja til hinanden.

Prins Harry og Meghan Markle har dannet par siden 2016, hvor de angiveligt mødte hinanden på en blind date. I slutningen af november offentliggjorde parret, at de skulle giftes i maj.

Vielsen fandt sted i Sankt Georges kapellet på Windsor-slottet uden for London, og parret blev gift foran ca. 600 indbudte gæster.

Prins Harry og Meghan Markle bliver med deres ja til hinanden officielt hertug og hertuginde af Sussex. Foto: UK Pool/Sky News via AP
Dekanen af Windsor, David Conner, stod for selve vielsen, mens ægteskabsløftet blev ledet af ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby. Foto: Owen Humphreys/POOL

Meghan Markle, der bedst er kendt fra tv-serien "Suits", ankom i bil sammen med sin mor til kirkens vesttrappe.

Bruden gik efter eget ønske det første stykke op ad kirkegulvet alene. På halvvejen blev hun mødt af brudgommens far, prins Charles, der førte hende det sidste stykke op til alteret.

Meghan Markle blev ført til alters af brudgommens far, da hendes egen far, Thomas Markle, ikke var i stand til at deltage i brylluppet på grund af dårligt helbred. Foto: Jonathan Brady.
Brudens mor, Doria Ragland, blev også ledsagdet ind i kirken af den britiske prins Charles. Foto Owen Humphrey

Hele verden har fulgt med i forberedelserne til det historiske bryllup, og flere tusinde mennesker var samlet i Windsor for at overvære festlighederne.

Mange af dem, der var mødt op for at lykønske parret, havde iklædt sig tøj, der var specielt fremstillet til den festlige begivenhed. Stemningen i Windsor har dagen igennem været festlig og præget af kærlighed til det britiske kongehus.

Glade bryllupstilskuere uden for Windsor-slottet. Foto: Damir Sagolj.
Nogle af de fremmødte havde valgt at vise deres støtte på en noget alternativ måde. Foto: Emmanuel Dunand

Mange briter havde valgt at overnatte i Windsor for at sikre sig, at de fik en god plads, hvorfra de kunne overvære parrets karettur ned gennem byens gader.

Bryllupstilskuere overnattede i soveposer langs den rute, som parret tog i karet efter selve vielsen. Foto: Tolga Akmen

Da Prins Harry og Meghan Markle havde sagt deres ja til hinanden og havde byttet ringe, gik de hånd i hånd ud af kriken til tonerne af "God Save The Queen". Efter ceremonien steg parret ombord på en karet for at køre en tur i Windsors gader.

Megan Markle var iført en brudekjole af den britiske designer for Givenchy, Claire Waight Keller, og bar desuden diadem og et meterlangt slør.

På trappen foran kirken kyssede det nygifte par for første gang hinanden som mand og kone. Foto: Andrew Matthews/pool photo via AP
De nygifte par i den karet, der kørte dem rundt Windsors gader for at modtage befolkningens hyldest. Foto: Hannah McKay.

Efter karetturen skal det nygifte par deltage i to forskellige bryllupsreceptioner. Den første afholdes af dronning Elizabeth, mens den anden bliver afholdt af brudgommens far, prins Charles.

Omkring 200 gæster er inviteret med til aftenens fest på Windsor slot, hvor parret har frabedt sig at modtage gaver. De har i stedet for udvalgt en række velgørenhedsorganisationer, som gæsterne kan donere til.

Bryllupsgæsterne vinker farvel til parret uden for kirken. Den britiske dronning Elizabeth ses forrest i grøn frakke. Foto: Andrew Milligan
2.000 civile borgere var inviteret indenfor på Windsor-slottels grund for at se brudeparret forlade kirken. Emilio Morenatti

Blandt de mere end 600 gæster, som overværede ceremonien, var en lang række fremtrædende og kendte personligheder. Berømtheder fra både England og USA var mødt talstærkt frem, heriblandt skuespiller George Clooney, sangeren Elton John og tennisspilleren Serena Williams.

Skuespilleren George Clooney var inviteret sammen med sin kone, menneskerettighedsadvokaten Amal Clooney.

George Clooney sammen med sin kone, Amal Clooney. Foto: Ian West, pool photo via AP.

Den britiske sanger Elton John var også blandt de prominente gæster. Han ankom til kirken sammen med min mand, David Furnish.

Elton John var nær ven af brudgommens mor, prinsesse Diana, og han har i en dokumentarfilm udtalt, at prins Harry har arvet et særligt gen efter hende, nemlig at han ligesom sin mor får folk til at føle sig godt tilpas.

Sangeren Elton John ankommer til kirken sammen med sin mand, David Furnish. Foto: Ian West, pool photo via AP.

Den tidligere fodboldspiller David Beckham og hustruen, designer og tidligere medlem af gruppen Spice Girls, Victoria Bechkam var også mødt op for at fejre parret.

David Beckham og Victoria Beckham uden for kirken. Foto: Toby Melville

Tenningspilleren Serena Williams ankom sammen med sin mand, Alexis Ohanian. Hun lagde tidligere på dagen et billede på Instagram, hvor hun gjorde sig klar til dagen.

Serena Williams og Alexis Ohanian. Foto: Toby Melville

Politiet i Thames Valley vurderer, at over 100.000 gæster havde taget opstilling i Windsor for at være en del af festlighederne. Det er en firedobling af byens indbyggertal. Der er indsat ekstra tog og fire ekstra telefonmaster i et forsøg på at sikre mobildækning til de mange fremmødte.

Glade bryllupstilskuere iført tørklæder med det britiske flag. Foto: Oli Scarff