Brite idømt 32 års fængsel: Opfordrede til voldtægt af fireårig og fik pige til at slikke toiletsædet
Den 29-årige mand har erkendt sig skyldig i 137 anklagepunkter.
Matthew Falder mødte aldrig sine ofre, men han formåede ikke desto mindre at efterlade dem med dybe ar på sjælen.
Den 29-årige forsker er netop blevet idømt 32 års fængsel, efter at have indrømmet skyld i 137 anklagepunkter heriblandt voldtægt, seksuel udnyttelse af børn, afpresning og voyeurisme.
Det skriver flere britiske medier.
Over en periode på otte år manipulerede briten således sine ofre til at sende ham stadigt mere ydmygende billeder.
Matthew Falder kontaktede dem online og bildte dem ind, at han var en kvindelig kunstner, som ville tegne dem, og sendte ofrene nøgenbilleder af tidligere forurettede, som, han foregav, var hans alter ego. Derefter pressede han dem til at udføre nedværdigende og ydmygende handlinger - både seksuelle og ikke-seksuelle - og sende ham billeder og videoer af det.
Hvis de nægtede, truede han med at sende nøgenbillederne til venner eller familie, og på den måde pressede han dem stadigt længere ned af depraveringsstigen.
»Gang på gang, tiggede og bad folk dig om at stoppe. Gang på gang øgede du presset,« sagde dommer Philip Parker ifølge en pressemeddelse fra National Crime Agency.
I ét tilfælde fik han en kvinde til at filme sig selv, mens hun slikkede på toiletsædet, på en brugt tampon, og mens hun spiste hundemad. En anden blev presset til at spise sin egen afføring og drikke urin, mens han også havde held med at opfordre en mand til at voldtage en fire årig dreng.
Materialet delte han i særlige fora på det mørke net for pædofile og folk, der er interesserede i såkaldt "hurtcore," der bl.a. indebærer materiale med voldtægt, tortur, ydmygelse og drab.
3 af hans 45 ofre, som talte både mænd og kvinder, piger og drenge, forsøgte at begå selvmord. Men selv da et af hans ofre sagde, at vedkommende overvejede at tage sit liv for at få afpresningen til at stoppe, havde Falder fastholdt, at det ikke ville forhindre billederne i at blive sendt til familien.
Falder pralede med, at politiet ikke ville kunne fange ham, fordi han skjulte sine spor på det mørke net. Ikke desto mindre lykkedes det efter fire års efterforskning med hjælp fra sikkerhedstjenester i både USA, Australien, New Zealand, Israel og Europa at finde ham.