Kampusch: Jeg blev slået 200 gange på en uge

Den 22-årige Natascha Kampusch blev kidnappet i 1998 og holdt indespærret i en kælder i otte år, og det er der kommet en selvbiografi ud af.

Bogen hedder "3.096 dage” og udkommer den 16. september.

Her afslører hun hidtil ukendte detaljer fra sine otte år i fangeskab hos Wolfgang Priklopil.

Flere aviser, heriblandt den engelske netavis Mail Online, har bragt et uddrag af bogen.

Lænket til sin kidnapper om natten

Her fortæller Natascha Kampusch bl.a., at hendes kidnapper slog hende 200 gange på en uge, og at hun sommetider fik lov til at forlade kælderen om natten for at blive lænket til Wolfgang Priklopil med håndjern, mens han sov.

”Det handlede ikke om sex. Manden, som slog mig og låste mig inde i kælderen, havde andet i tankerne: Han ville bare have en at kæle med.”

I begyndelsen var Natascha Kampusch mest i kælderen. Men med tiden fik hun lov til at komme op i huset. Hun måtte dog aldrig være mere end én meter fra Wolfgang Priklopil.

”Jeg er din familie”

“Hvis jeg græd, smed han mig ned i den totalt mørke kælder,” fortæller hun.

Og hvis hun nævnte sine forældre, fik han raserianfald og sagde:

”Jeg er din familie. Jeg er alt, hvad du har. Du har ikke længere en fortid. Jeg har skabt dig.”

Skaldet og sulten

Natascha Kampusch fortæller i bogen, at kidnapperen i perioder ikke gav hende mad. Begrundelsen var, at hun var for tyk. Men med tiden fandt hun ud af, at der nok var en anden grund.

”Det tog mig lang tid at forstå, at han brugte sult til at holde mig svag og underdanig,” skriver hun.

Wolfgang Priklopil blev ifølge Natascha Kampusch meget paranoid omkring hendes hår.

”Han forestillede sig, at politiet ville kunne spore mig, hvis de fandt så meget som et enkelt hårstrå. Så han fik mig til at dække mit hoved med en plasticpose, hvilket gav mig ømme pletter, der kløede.”

Hvis hun brokkede sig, sagde han, at det ikke ville være noget problem, hvis hun var skaldet. Og det blev hun.

Flere selvmordsforsøg

I bogen fortæller Natascha Kampusch, at hun aldrig var fuldt påklædt.

”Han var overbevidst om, at jeg ikke turde løbe ud på gaden halvnøgen – og han havde ret.”

Livet hos Wolfgang Priklopil blev så slemt for Natascha Kampusch, at hun flere gange forsøgte at begå selvmord.

”Da jeg var 14 forsøgte jeg flere gange at kvæle mig selv med noget tøj. Og da jeg var 15, forsøgte jeg at skære i mine håndled med en stor synål.”

En tredje gang lagde hun toiletpapir på en varm kogeplade i kælderen. Men da røgen spredte sig, og hun begyndte at hoste, dukkede viljen til at overleve op.

Et normalt liv sammen

I de sidste år af fangeskabet begyndte Wolfgang Priklopil at tale om, at de skulle have et normalt liv sammen, hvor hun kunne forlade huset.

”Hvis han bare kunne være sikker på, at jeg ikke ville stikke af, så kunne vi begge få et bedre liv, sagde han med skinnende øjne,” husker Natascha Kampusch.

Han begyndte at gøre ting, der gav hende en illusion om, at han holdt af hende. Han gav hende f.eks. lov til at lade sit hår gro ud.

Og lige før hendes 18-års fødselsdag tog han hende med ud at stå på ski.

”Det var en stor risiko, men for ham var det helt klart et skridt mod et ”normalt” liv.”

"Jeg var usynlig"

På skituren blev han nødt til at lade hende gå på dametoilettet alene.

“Der var en lyshåret dame, som kiggede sig i et spejl. For første gang var jeg alene med en anden person. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg sagde, kun at jeg samlede mod og talte til hende. Hun smilede til mig og gik. Det var ligesom et af mine værste mareridt: Ingen kunne høre mig, jeg var usynlig.”

Senere fandt Natascha Kampusch ud af, at kvinden var fra Holland og ikke havde forstået hende. Hvordan hun fandt ud af det, melder historien ikke noget om.

Politiet opdagede ingenting

En dag tog Wolfgang Priklopil hende også med ud at køre, hvor de blev stoppet af politiet, som bad om at se kørekort og papirer på bilen.

“Jeg prøvede at blinke og rulle med øjnene, som om jeg havde et anfald – men han var tydeligvis ikke interesseret i den skravlede teenager på bagsædet,” skriver Natascha Kampusch.

Hun overvejede at stikke af, men frygten for, at det ville mislykkes, og at hun ville blive straffet, fik hende til at blive siddende.

”Her missede jeg nok min bedste mulighed for at slippe væk fra den paranoide psykopat, som sultede mig, lod mig gå halvnøgen rundt og slog mig så brutalt, at min krop altid var dækket af blå mærker.”

Flugten

Det lykkedes dog Natascha Kampusch at flygte en eftermiddag i august 2006, hvor Wolfgang Priklopil havde sat hende til at gøre rent i sin bil.

Hun var i færd med at støvsuge, da hans telefon ringede, og han gik væk fra bilen.

Natascha Kampusch var alene. Hun samlede mod til sig og løb.

De første mennesker, hun mødte på sin vej, havde ingen mobiltelefon og gik videre.

Efter at have ringet forgæves på en dørklokke kom hun ind i en have, hvor hun kunne se en ældre dame bag et åbent vindue.

Hjælp mig

Mens hun bankede på vinduet, sagde hun: "Hjælp mig. Ring til politiet. Jeg er blevet bortført.”

Natascha Kampusch fortæller, at damen var meget mistroisk. Men denne gang insisterede hun:

”Ring til politiet! Hurtigt! Jeg er offer for en bortførelse. Mit navn er Natascha Kampusch.”

Kort efter kom to unge politimænd.

Efter 3.096 dage

Hun genkendte sin mor med det samme, da hun kom til politistationen.

”Der var gået 3.096 dage siden den morgen, jeg forlod lejligheden uden at sige farvel. Nu stod hun foran mig næsten uforandret. Det var som en drøm, der blev virkelighed.”

Kort efter kom hendes far. Han ledte efter det ar, hun havde fået som lille. Og så gav han hende et kæmpe knus.

Kunne kun tænke på én ting

Den aften blev Natascha Kampusch kørt på et hotel.

"Jeg kunne kun tænke på én ting: Et sted derude var den mand, som havde været den eneste person i mit liv i mere end otte år, ved at finde en måde at slå sig selv ihjel på."

Næste dag hørte hun i radioen, at Wolfgang Priklopil var død. Han begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.