Fortsæt til indhold
Asien

Tidslinje: Krigen i Afghanistan

Danmark har haft styrker i Afghanistan siden 2002. Læs om hele krigen.

LOUISE HAUNSTRUP

2001

11. september 2001: Terrorangreb på USA. Over 3.000 mennesker omkommer i flyangreb på World Trade Center i New York og Pentagon. Et tredje, kapret fly styrter ned i Pennsylvania.

7. oktober 2001: USA indleder krigen i Afghanistan. Operationen ledes under navnet Operation Enduring Freedom, og angrebene består primært af luftbombardementer, men der benyttes også land- og specialtropper.

14. december 2001: Folketinget giver samtykke til, at der stilles danske specialoperationsstyrker til rådighed for den amerikansk ledede Operation Enduring Freedom. Danske soldater skal nu deltage i bekæmpelse af terror-netværk i Afghanistan.

2002

3. januar 2002: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) besøger de danske specialsoldater i Aalborg, hvor han holder tale forud for afsendelsen til Afghanistan.

9. januar 2002: Danske specialstyrker flyver til Afghanistan. Styrken får navnet Task Force Ferret, og den består af 102 SOF'ere (Special Operation Forces) og en militært uddannet tolk.

10. januar 2002: De danske specialstyrker ankommer til den amerikanske base Kandahar i Afghanistan og indkvarteres i Camp Mjølner. Samtidigt ankommer et mindre ingeniørdetachement på ca. 50 personer med EOD-personel til hovedstaden Kabul.

11. januar: Folketinget vedtager enstemmigt, at danske militære styrker stilles til rådighed for en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan.

6. marts: De første tre danske soldater mister livet i Afghanistan: Brian Juul Nørlev Andersen, 26, Kim Carlsen, 35 og Thomas Kruse Butzkowsky, 26 fra ingeniørdetachementet. Det sker under arbejde med at desarmere et sovjetisk jord-til-luft-missil i Kabul.

August: NATO overtager kommandoen og koordineringen af de fredsbevarende styrker.

2003

2. december: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 57 om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Forslaget bliver vedtaget med 102 stemmer for og 9 imod.

2004

25. november: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 43 om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Beslutningsforslaget bliver vedtaget med 96 stemmer for og 12 stemmer imod.

3. december: En 49-årig dansk soldat begår selvmord. Hans navn er ikke offentliggjort.

2005

December: NATO beslutter at udvide ISAFs operationsområde i løbet af 2006 til også at omfatte den sydlige og østlige del af Afghanistan.

2006

2. februar: Folketinget beslutter igen at udvide det danske bidrag til ISAF ved at øge det samlede danske bidrag i Afghanistan og indsætte op imod 290 soldater i Helmandprovinsen. Her kommer de under kommando af den britisk ledede Task Force Helmand (TFH). Forslaget til folketingsbeslutning bliver vedtaget med 102 stemmer mod.

10. Maj: Det danske Hold 1, en let opklaringseskadron, ankommer til den britisk ledede Camp Bastion i Helmand.

Oktober: Hold 2 ankommer til Helmand.

2007

Februar: Hold 3 ankommer til Helmand.

3. maj: Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen, 24 år, bliver ramt af en granatsplint under en træfning i Afghanistan. Han blev overført til Rigshospitalet, hvor han døde 2. maj 2007. Han var den første soldat, der blev dræbt i egentlige kamphandlinger i Afghanistan.

1. juni: Folketinget beslutter endnu engang at udvide det danske engagement kampgruppestørrelse. Det skal ske i to omgange: I august med en forøgelse til ca. 400 mand og fra oktober 2007 til ca. 550 soldater. Beslutningsforslaget bliver vedtaget med 99 stemmer mod 12.

August: Hold 4 ankommer til Helmand.

26. september: To konstabler, Mikkel Keil Sørensen (24 år) og Thorbjørn Ole Reese (22 år), mister livet ved en tragisk egenbeskydning. Britiske soldater sender ved en fejl Javelin-missiler mod de danske soldater.

16. oktober: Den 34-årige major, Anders Storrud, dør af kvæstelser, han pådrager sig under kampe i en offensiv operation i Gereshkdalen, hvor dele af hans enhed blev beskudt med morterer. Han døde dagen efter på felthospitalet i Camp Bastion.

23. oktober: Den danske styrke får tilladelse til at forstærke sig med en kampvognsdeling med kampvogne af typen Leopard 2 A5. Forslaget vedtages i Folketinget med 99 stemmer for mod 8 imod.

17. november: Kampvognsdelingen er klar til indsættelse i Helmand.

29. november: Konstablerne Mark Visholm og Casper Alexander Cramer, begge 21 år, mister livet under et Taleban-baghold i Den Grønne Zone nord for Gereshk. De udførte begge sikrings- og eskorteopgaver med spejdereskadroenen.

2008

Februar: Hold 5 ankommer til Helmand.

24. februar: Den 21-årige konstabel Morten Krogh Jensen dør i en vådeskudsulykke i Camp Bastion.

13. marts: Jens Mathias Petersen dør af hjerteslag under løbetur i Helmand.

17. marts: To danske soldater bliver ofre for en selvmordsbombe i byen Gereshk i Helmandprovinsen. De dræbte er den 33-årige kaptajn Christian Jørgen Damholt og den 45-årige oversergent Sonny Kappel Jakobsen. Taleban har taget ansvaret for bomben, som dræbte de to soldater, da de var på patrulje med CIMIC-patruljen, der beskæftiger sig med genopbygning.

26. marts: Under en ildkamp nordøst for Gereshk mister den 21-årige konstabel Anders Bjørn Storgaard livet. En anden soldat blev såret og fløjet til behandling ved felthospitalet i Camp Bastion.

31. marts: 24-årige Christian Raaschou, overkonstabel af 1. grad, dør under hårde kampe nordøst for Gereshk. To andre soldater blev såret i kamphandlingerne.

10. juni: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 140 om udsendelse af et helikopterdetachement til den danske del af den internationale sikkerhedsstyrke ISAF. Beslutningsforslaget bliver vedtaget med 90 stemmer mod 16.

25. juli: Den 28-årige overkonstabel Jesper Gilbert Pedersen bliver dræbt og tre andre soldater bliver sårede, da deres kampvogn fra kampvognsdelingen LOKE påkørte en mine under kamphandlinger med Taleban i Upper Gereshk Valley.

August: Hold 6 ankommer til Helmand.

25. august: Den 29-årige oversergent Henrik Christian Christiansen bliver alvorlig såret, da hans forsyningslastbil rammer en improviseret sprængladning. Han dør kort efter ankomsten til felthospitalet i Camp Bastion.

4. december: Overkonstabel Dan Gyde, 29 år, og Konstabel Jacob Grønnegaard Gade, 22 år, dør af kvæstelser efter at være ramt af sprængladning. Deres patrulje kom i kamp med fjendtlige styrker cirka otte kilometer syd for byen Gereshk i Helmandprovinsen.

9. december: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 24 om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Beslutningsforslaget blev vedtaget med 88 stemmer for mod 16.

19. december: Sergent Jacob Moe Jensen, 23, år, konstabel Sebastian la Cour Holm, 22 år, og konstabel Benjamin D. S. Rasmussen, 21 år, dør alle som følge af en vejsidebombe eller mine, som de påkører med deres panserede mandskabsvogn, mens de er på en forsyningsopgave til basen Price i Gereshkdalen.

2009

Februar: Hold 7 ankommer til Helmand.

17. februar: USAs præsident Barack Obama bebuder udsendelse af 17.000 ekstra amerikanske tropper til det sydlige og østlige Afghanistan.

27. marts: Præsident Obama sender yderligere 4.000 soldater afsted for at træne det afghanske militær. Det bringer den samlede ISAF-styrke op på ca. 90.000 soldater. Barack Obama bebuder samtidig en hårdere kurs over for Pakistan. Landet vil få ekstra 1,5 milliarder dollar i støtte fra USA - mod at flytte flere soldater til den urolige grænse mod Afghanistan og mod at få kontrol over sin sikkerhedstjeneste, der menes at træne Talebankrigere.

4. april: Anders Fogh Rasmussen vælges som ny generalsekretær for NATO og træder af som statsminister. Han overtager dermed et hovedansvar for krigen i Afghanistan.

17. juni: Tre danske soldater fra Danish Battel Group, oprindeligt fra Gardehusarregimentet, bliver dræbt, da en eksplosion rammer deres køretøj på hovedvejen, Highway One, i det danske ansvarsområde. Soldaterne bliver alle hårdt såret på ulykkesstedet, men først senere erklæret døde ved ankomsten til felthospitalet. De tre dræbte er Konstabel Martin Abildgaard, 23 år, Overkonstabel Andreas Søgaard Brohus, 26 år og Konstabel Mads Lerche Rasmussen, 21 år.

August: Hold 8 ankommer til Helmand.

19. september: Konstabel Steffen Bloch Larsen bliver dræbt under patrulje i Helmand. En anden soldat bliver lettere såret ved samme hændelse.

23. oktober: Under en fodpatrulje nær Sandford-lejren i Helmand bliver Sergent Michael Ebert, 23 år, skudt og dræbt i et bazarområde.

17. november: Konstabel Rune Westy Nielsen, 21 år, dør af kvæstelser, som han pådrog sig under en fodpatrulje den 31. oktober 2009.

25. november: Konstabel Kenneth Patrick Nielsen, 23 år, bliver ramt af en sprængladning under en fodpatrulje i nærheden af basen Barakzai.

2010

8. januar: En vejside-eksplosion i nærheden af basen Armadrillo dræber Konstabel Simon Sejer Hoffmann, 23 år.

Februar: Hold 9 ankommer til Helmand.

8. april: Danmarks nye forsvarsminister Gitte Lillelund Bech vender hjem efter sit første besøg hos den danske kampgruppe i Helmand-provinsen samt danskerne i ISAFs hovedkvarterer i Kabul.

11. april: De første soldater fra den afghanske Kandak, der skal samarbejde med de danske soldater i Helmand, ankommer. Enheden bor i den afghanske lejr Camp Gereskh lige udenfor Camp Price, som er danskernes hovedlejr.

1. juni: Konstabel Sophia Bruun bliver dræbt af en improviseret sprængladning i nærheden af patruljebasen Bridzar, der ligger cirka seks kilometer nordøst for hovedbyen Gereskh. Sophia Bruun er den første kvindelige soldat, der mister livet i Afghanistan.

13. juni: Flyverkonstabel Martin Kristiansen bliver dræbt, da den mandskabsvogn, han sad i, bliver ramt af en vejsidebombe i området omkring patruljebasen Budwan.

16. juni: Antallet af vejsidebomber i Afghanistan er nu så stort, at Hæren forbereder at sende sit eget bomberydningshold af sted. Det danske bomberydningshold ventes klar i foråret 2011.

21. juli: Premierløjtnant Jonas Peter Pløger fra Charlie-kompagniet tilhørende Gardehusarregimentet i Slagelse mister livet under patrulje i nærheden af militærbasen Budwan, da en vejsidebombe eksploderer.

7. august: Jimmi Bøgebjerg Petersen og Erik Bjerre Rolandsen fra Bravo-kompagniet ved Den Kongelige Livgarde bliver dræbt i området omkring Patrol Base Line i Helmandprovinsen, da deres køretøj blev ramt af en vejsidebombe.

11. august: Hold ti ankommer til Helmand.

22. september: Simon Mundt Jørgensen fra Charlie-kompagniet ved Den Kongelige Livgarde bliver dræbt af en vejsidebombe under en sikringsopgave i nærheden af militærbasen Bridzar.

27. september: Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger de danske soldater i Helmand.

30. september: I sin tale ved folketingets åbning, varslede statsminister Lars Løkke Rasmussen et skifte i den danske indsats, hvor Danmark i 2014 ikke længere skal have kamptropper i Afghanistan.

23. oktober: Konstabel Mikkel Jørgensen fra Charlie-kompagniet ved Den Kongelige Livgarde dræbes under ildkamp.

30. oktober: Det besluttes, at den nordlige patruljebase Budwan, det tidligere Armadillo, skal lukkes.

14. november: Overkonstabel af 1. grad Jørgen Randrup bliver dræbt af en vejsidebombe i området øst for Gereshk. Han tilhørte Bravo-kompagniet ved Den Kongelige Livgarde i Høvelte.

1. december: Kronprins Frederik, forsvarsminister Gitte Lillelund og udenrigsminister Lene Espersen besøger de danske soldater i Camp Bastian.

2011

9. januar: En vejsidebombe dræber konstabel Samuel Enig fra Charlie-kompagniet ved Den Kongelige Livgarde i Høvelte, da han var på en patrulje til fods i Helmandprovinsen. 40 danske soldater har mistet livet i Afghanistan.

11. februar: Hold 11 ankommer til Helmand. Patruljebase Budwan, tidligere Armadillo, er nu lukket.

4. marts: Danske styrker modtager de første 4 MRAP-køretøjer (Mine Resistant Ambush Protected), som har et højt beskyttelsesniveau mod vejsidebomber. Køretøjerne er 4 af i alt 40 køretøjer, som er lånt af USA. Endvidere opgraderer man pansringen af andre køretøjer, for at give soldater bedre beskyttelse mod vejsidebomber.

5. marts: Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger de danske styrker i Helmand.

25. marts: Dronning Margrethe besøger sammen med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech de danske soldater i Camp Price, Patrol Base Line og Camp Bastion.

22. juni: USA’s præsident Barack Obama fremlægger i en tv-transmitteret tale en plan for hjemsendelse af amerikanske tropper. 10.000 soldater skal trækkes hjem i 2011, og i alt skal 33.000 soldater være ude af Afghanistan inden sommeren 2012.

10. juli: Den 23.årige konstabel Alexander Biune bliver dræbt af en eksplosion, da en formodet vejsidebombe skulle sikres. Han var en del af Charlie-kompagniet fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

12. juli: Den Afghanske præsidents bror Ahmad Wali Karzai blev dræbt ved at attentat. Han var formand for provinsrådet i den sydlige provins Kandahar.