Fortsæt til indhold
Asien

Atomkraft-ulykken dag for dag

Få et overblik over de seneste dages problemer på atomkraftværket Fukushima.

Fredag d. 11. marts

Et jordskælv rammer Japan, og reaktor 1, 2 og 3 på atomkraftværket Fukushima lukker automatisk ned. Kort efter ødelægger tsunamien en generator, der skulle levere nødstrøm til reaktor 1 og 2. Man forsøger at genetablere strømforsyningen, men det har ikke gode udsigter. Herefter udsteder atomkraftværket en nødalarm, og 3000 mennesker fra området evakueres. Der er endnu ikke meldinger om radioaktivt udslip.

Lørdag d. 12. marts

Temperaturen og trykket stiger i reaktor 1 og 2, fordi nødgeneratoren er ødelagt. Derfor forsøger teknikere ved værket at lave et kontrolleret udslip af radioaktivt damp i reaktor 1 og 2. Få timer efter er der en eksplosion ved reaktor 1, da ophobet hydrogen er blevet antændt. Tv-billeder viser, at bygningens tag kollapser, og tre timer senere rapporteres det, at fire ansatte er kommet til skade. Efterfølgende bliver evakueringszonen udvidet til 20 km, og 45.000 mennesker evakueres.

Søndag d. 13. marts

Ulykken på kraftværket karakteriseres af det internationale atomagentur til være på niveau fire på INES-skalaen. Skalaen går op til syv, og den angiver, hvor alvorligt et givet uheld på et nukleart anlæg er. Eksplosionen beskrives, som en ulykke med lokale konsekvenser.

Mandag d. 14. marts

Reaktor 3 på værket eksploderer af samme grund, som da reaktor 1 eksploderede lørdag. Hydrogen har ophobet sig, og er blevet antændt. Det rapporteres, at bygningen er ødelagt, men indkapslingen af kernen er dog intakt. Senere bliver brændselsstavene i reaktor 2 fuldt eksponeret og mister køling. Derfor begynde man at pumpe havvand ind i reaktor 2 for at gøre den stabil.

Tirsdag d. 15. marts

En ny eksplosion rammer Fukushima. Denne gang er det reaktor 4. Hidtil har radioaktiviteten omkring atomkraftværket været på et minimum, men målinger viser nu, at mængden af radioaktive strålinger er otte gange højere end normalt. De ansatte på værket evakueres, og det frygtes samtidig, at der er risiko for en kernenedsmeltning i reaktor 2. Kort efter udbryder der brand i reaktor 4, men det lykkedes at slukke den. Branden var forårsaget af endnu en hydrogeneksplosion. Senere meldes der om stigende temperaturer, og de franske myndigheder vurderer situationen på værket til niveau seks på INES-skalaen. Til sammenligning vurderes Tjernobyl-ulykken til syv. Evakueringszonen ved Fukushima udvides til 30 km, og 200.000 mennesker må nu forlade deres hjem på grund af fare for radioaktivitet.