Fortsæt til indhold
Asien

Kolossalt meteor-krater fundet i Australien

Meteor på 10-20 km bredde skabte 200 km bredt kraterområde - men heldigvis for over 300 mio. år siden.

Mens vi venter på, at en asteroide på anslået 45 meter i bredden skal passere Jorden i weekenden, kan vi glæde os over, at vi ikke boede i Australien for henved over 300 mio. år siden.

For fire kilometer under den australske ørken har forskere fundet beviser på, at et af verdenshistoriens største meteornedslag fandt sted.

Fundet er gjort i East Warburton-sænkningen i det nordøstlige Australien. Her har et forskerhold fra The Australian National University (ANU) fundet frem til, at over 30.000 kvadratkilometer blev dramatisk påvirket af et kolossalt meteornedslag.

Tredjestørste fund på Jorden

Både i East Warburton-sænkningen og West Warburton-sænkningen er der fundet spor af kolossale meteor-nedslag.

"Området der er forandret måler over 200 km i diameter, og det gør det til det tredjestørste nedslagsområde fundet på Jorden," siger Andrew Glikson, gæsteprofessor på ANU's Planetary Science Institute og ANU's arkæologiske og antropologiske fakultet, til universitetets hjemmeside.

Professoren anslår tidspunktet til omkring 298 mio. år siden, men muligvis daterer nedslaget sig endnu længere tilbage i forhistorien.

"Det er også muligt, at nedslaget daterer sig tilbage til sen-devontiden for ca. 360 mio. år siden," siger Andrew Glikson.

Mange gange større end DA14

Devontiden er en forhistorisk tidsepoke (ca. 419-359 mio. år f. Kr.)., hvor fisk udviklede ben og gik på landjorden, men også en periode hvorunder 80-90 procent af Jordens dyrearter af ukendte årsager uddøde.

Ifølge forskerne giver undersøgelser af forhistoriske fund af meteornedslag os nyttig viden om nutidens trusler fra meteorer og asteroider.

I weekenden ventes asteroiden DA14 at passere Jorden i en afstand af ca. 34.000, men til sammenligning vil DA14 kun efterlade et krater på en kilometers bredde, hvis den skulle ramme Jorden, forklarer den australske forsker.

Kan forklare andet fund

Glikson kobler desuden fundet sammen med et andet fund i området, West Warburton, hvor der er fundet geologiske forandringer, som kan kobles til et meteornedslag.

"Asteroidenedslag optræder ofte i klynger på to eller flere himmellegemer," forklarer Andrew Glikson og tilføjer, at når der er næsten sammenfaldende nedslag, er det ofte fordi de er fragmenter af samme, større himmellegeme.

Professor har fundet beviserne i kvartskrystaller, som er boret op fra fire kilometers dybde.