Fortsæt til indhold
Asien

Yemens forsvarsminister har overlevet attentatforsøg

Militante rettede et bombeangreb mod Yemens forsvarsminister. Flere livvagter dræbt.

Ritzau

Yemens forsvarsminister, Mohammed Nasser Ahmed, har overlevet et attentatforsøg i form af en bilbombe, der tirsdag eksploderede ved et regeringshovedkvarter i hovedstaden Sanaa.

Syv af hans livvagter blev dræbt ved angrebet, oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet AFP.

Eksplosion tæt på bil

- Forsvarsministeren var målet, siger en kilde og tilføjer, at bomben eksploderede tæt på den bil, som ministerens livvagter sad i.

Angrebet finder sted dagen efter, at forsvarsministeriet oplyste, at yemenitiske soldater havde dræbt den næstkommanderende for Al Qaida på Den Arabiske Halvø (AQAP), Said al-Shehri.

Flere ministerier og sikkerhedstjenester har hjemme i den bygning, som angrebet fandt sted ved.