Kina lægger afstand til »100 års ydmygelse«

Tiden fra udbruddet af den første opiumskrig og frem til kommunistpartiets overtagelse af magten i 1949 går i Kina under betegnelsen »De 100 års ydmygelse«. I den kontekst betyder G20-topmødet, der indledes på søndag i byen Hangzhou, mere end "bare" muligheden for at adressere emner som global udviklingsfinansiering og grøn omstilling med 19 andre økonomiske sværvægtere. Det forklarer Camilla T. N. Sørensen, adjunkt på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»I fortællingen om Kinas genrejsning indgår et G20-møde, ligesom OL og især åbningsceremonien også gjorde. Men netop det; at alle verdens ledere kommer til Kina, og det er Xi Jinping, der sidder for bordenden, det er en vigtig del af fortællingen,« siger hun.

Hun uddyber, at siden det kommunistiske parti overtog kontrollen, har partiet flittigt fortalt folket, at landets retsmæssige position som international stormagt blev flået dem af hænde af vestens stormagter under opiumskrigene i midten af forrige århundrede. Samtidig har partiet udnyttet fortællingen om vestlig undertrykkelse til at legitimere dets magtmonopol i de mere end 60 år, der er gået, siden formand Mao overtog styringen af landet.

For partiet har Kinas rolle som vært for store internationale begivenheder derfor også en besnærende dobbeltfunktion. Og G20 er heller ikke kun en mulighed for at sætte et aftryk på den udenrigspolitiske dagsorden. Indadtil har værtsskabet stor betydning for folkets opfattelse af partiets evner til at lægge yderligere afstand til fortidens imperialistiske offerrolle og skabe et selvstændigt, progressivt Kina.

»Xi Jinping har om nogen slået sig op på, at nu er tiden endelig kommet, hvor landet rejser sig efter de 100 års ydmygelser. Nu er det slut med at ligge under for vestlige stormagter. I hele den fortælling, som de har fortalt deres folk i lang tid, der er det jo vigtigt, at man nu viser sig i stand til at opfylde nogle af de ting,« siger hun.

Et andet element i partiets retfærdiggørelse af den nuværende kinesiske samfundsindretning foregår gennem de statsejede medier. Ifølge Camilla T. N. Sørensen retter de nemlig med jævne mellemrum fokus på de vestlige demokratiers pinsler. Her har især flygtningekrisen i Europa og en bizar amerikansk præsidentkampagne indtaget bærende roller i den seneste tid.

»Det, de har gjort, er at pege på den amerikanske præsidentkampagne og sige; "se hvor populistisk og kaotisk det er." Der kan de ligesom vise den del af deres egen befolkning, som gerne vil have demokrati, hvor kaotisk et alternativ, det ville være. Det kan de bruge til at sige: ”Vi skal have stabilitet, og vi skal ikke gå den vej",« siger hun og fortsætter:

»Brexit er også blevet brugt af de statslige medier til at sige, at det er ikke en vej Kina skal betræde.«

Alligevel mener hun ikke, at Kina vil fremhæve G20-mødet som en sejr over de vestlige demokratier. Clemens Stubbegaard, lektor emeritus på Aarhus Universitet og seniorforsker på Dansk Institet for Asiatiske Studier, er enig.

»Kina er meget klar over, at deres velstand jo også er meget afhængig af landene i EU og i USA. Deres eksport er jo faldet, fordi de vigtige markeder er reduceret i købekraft, så jeg tror deres vilje til at få styr på verdensøkonomien er usvækket,« siger han.

Han mener desuden, at værtsrollen vil gøre det nemmere for Kina at holde spørgsmål om menneskerettigheder og konflikten i det Sydkinesiske Øhav ude af diskussionerne i Hangzhou.

Camilla T. N. Christensen tilføjer, at kineserne ser stridighederne om havretten som noget, de skal løse med deres asiatiske naboer - ikke med resten af verden.

I juli måned fældede den internationale domstol i Haag dom i en sag om havrettigheder mellem Kina og Filippinerne. I korte træk lød dommen, at Kina ikke kan lægge beslag på Det Sydkinesiske Øhav, og at de havde brudt internationale regler. Ifølge Camilla T. N. Sørensen har Kina afholdt sig fra højtråbende protester med henblik på G20-topmødet.

»Jeg tror, at en meget vigtig forklaring på, hvorfor kineserne har holdt så lav profil efter afgørelsen i Haag er, at der skulle komme et G20-topmøde. De ville undgå at skabe et billede af, at Kina nu er en aggressiv stormagt forud for mødet. De har prøvet alt, hvad de kunne, for at undgå, at dette møde skulle køres af sporet.«